International Web Community for Scandinavian Studies
andersen frimärkelayer.jpg

Kanon Revisited

Av Robert Zola Christensen

Et sted i Danmark

I de seneste år har man talt om den stedlige vending (the spatial turn) inden for human- og samfundsvidenskaberne (Massey 1994, Casey 2002, Westphal 2007 m.fl), der dækker over en særlig interesse for stedets rolle i kultur og kunst. Det er måske ikke overaskende, at denne optagethed af stedet som topografisk referentialitet sker i en tid, hvor globalisering, massemigration og den artificielle virkelighed, der udspiller sig på internettet, er med til at give det konkrete, fysiske sted, som vi ellers traditionelt har orienteret os i forhold til, en ny betydning.I litteraturforskningen er det nye, at stedet, der tidligere blev betragtet som den lokalitet, som de optrædende personer agerede i, og handlingen bevægede sig igennem eller stod stille i, nu træder i forgrunden som en sag for sig, der bliver tildelt særlig opmærksomhed.

På dansk grund udgiver professor Anne-Marie Mais f.eks. i 2010 Litteraturen finder sted, hvor hun inviterer sin læser med op i tårne, ned i kældre og ud på gårdspladser for at fortælle den danske litteraturs historie gennem de pladser og steder, hvor værkerne blev til, læst og kanoniseret. Sammen med Dan Ringgaard fra Aarhus Universitet udgav hun samme år den lille stramme antologi Sted, hvor vægtige bidrag til stedteorien er samlet, blandt andet en oversættelse af Doreen Massys essay “A Global Sense of Place” (”En global fornemmelse for sted”) fra 1994 og Kate Rigbys ”The rediscovery of Place” (Genopdagelsen af stedet) fra 2004.

I Dan Ringgaards Stedssans, også fra 2010, rettes opmærksomheden også i høj grad mod, med inspiration fra antropologen Marc Augé tanker om non-lieux, hvad Dan Ringgaard selv benævner som funktionelle ikke-steder, hvilket vil sige parkeringshuse, lufthavne, indkøbscentre, hvor mennesket ikke bor og har hjemme, men opholder sig for en kort tid.

Jan Rosiek ved Københavns Universitet bidrager til strømingen med den sammensatte essaysamling Danmark, Gurre, Stranden – Steder i dansk litteratur fra 2015, hvor han med udgangspunkt i besættelsestiden, Grundvig og dennes påvirkning fra Herders tyske Sturm und Drag indkredser den digtning, der ikke kun fremstiller ”Danmark” som et territorialområde med et økonomisk-politisk netværk, men også som en folkelig enhed, der, ikke mindst gennem sproget og digtningen, er bærer af en fælles ånd. I et beslægtet essay, der blandt andet tager afsæt i franskmanden Bernard Westphals tanker, zoomer Rosiek ind på danmarkskortet, nærmere bestemt Gurre i Nordsjælland. Selv om han ikke går så langt som Bernard Westphals, hvis geokritiske målsætning er, på tværs af tiden og de forskellige historiske fremstillinger, at trænge ind til et geografisk steds særlige væsenstræk, er det ikke desto mindre et skridt i den retning, Rosiek går.  

I dette kapitel er vi ude i et noget andet ærinde. Vi vil snarere se nærmere på, hvordan kanoniske litteratur til forskellige tider og fra forskellige strømninger kan gøre et og samme landskab til gentand for yderst forskelligartede tilgange og udlægninger, eller med andre ord, hvordan samme pladser og steder til forskellige tider kan blive tilskrevet uensartede betydninger og derfor give ophav til konkurrerende, divergerende landsskabsfortællinger.

Vi har valgt to digte, ”De Kiörende” (1803) af Adam Oehlenschläger og ”Bellevue” (1964) af Uffe Harder, der begge er optaget i 1000 danske digte (2000) ved Thomas Bredsdorff. Begge digte har et lyrisk-jeg i centrum, der bevæger eller har bevæget sig igennem nogenlunde det samme stykke Danmark, i henholdsvis hestevogn og bil. Det sker med over halvandet hundrede års mellemrum.

Adam Oehlenschläger

De Kiörende

Fra qvalmfulde Mure!
Til Marken saa huld!
Der plöiede Fure
har ydet sit Guld.
Saa friske, saa sunde
de Bönder vi see.
Ved kiölige Lunde
de hvæsse den blinkende Lee.
 
See Blomsterne virke
et Teppe, som gaaer
om gothiske Kirke,
hvor Korsene staaer.
Saa bruun den sig reiser
i lysgrönne Dag.
See hvor Storken kneiser,
paa det gamle, mosgroete Tag.
 
Huulveien mod Havet
nedluder saa brat,
med Skygge begavet,
med Træer besat.
Her risle saa milde
de Bölger fra Land,
fra venlige Kilde,
langt ud i den himmelblaae Strand.
 
Saa langsomt i Sandet
vi glide afsted;
imens ruller Vandet
ved Hestenes Fied.
Den flagrende Maage
flyer hen over Söe.
Hist see vi i Taage
Thyco Brahes kneisende Öe.
 
Her Bögenes Kroner
sig om os har hvalt.
De spögende Toner
vi höre jo alt.
See Teltene hvide!
see hvirvlende Rög!
Vi kiöre, vi ride,
vi ile til Latter og Spög.

Uffe Haarder

Bellevue, september

Sand
Ståltråd
enrække kabiner
med bogstaver -
huller i jorden
blæst hen over sandet
bølger
tiltagende mørke
små vandkummer med springvand
til at drikke af
ingen færdsel på vejene
bilen alene på pakeringspladsen
tiltagende mørke
sand
kulde
blade på træerne
ved indgangen
her på sandet
i det tiltagende mørke
og blæsten
antager spørgsmålene
 
en pinagtig lighed
med svar
 
Googles maps søgning på København-Klampenborg

Googles maps søgning på København-Klampenborg

De kiörende!

Adam Oehlenschläger (1779-1850) er Danmarks nationaldigter nummer to efter H. C. Andersen. Han står bag vores nationalsang ”Der er et yndigt land” fra 1819, (der i parentes bemærket kom ind på en anden plads, da den deltog i en konkurrence, hvor formålet var at finde en ny fædrelandssang som alternativ til Johanes Ewalds mere krigerisk-bombastiske ”Kong Christian stod ved højen mast”(1779)). Det er også Oehlenschläger, der, i et anfald af inspiration efter en døgnlang samtale med den dansk-tyske naturforsker Heinrich Steffens, skrev langdigtet ”Guldhornene” (1802), som skulle komme til at indvarsle romantikkens gennembrud i Danmark.

Og i ”De kiörende”, der stammer fra det lille lyriske Sankt Hansaften-spil (1803), er der romantik for fuld udblæsning. Vi bevæger os fra byen og ud på landet ”Fra qvalmfulde Mure!/ Til Marken saa huld!”, og når vi først har forladt byrummet, kulturen, går det lyriske-jeg så ellers i gang med besjæle og levendegøre bøgetræer, fugle, kilder, marker og blomster. Og om det så er de bønder, der bliver passeret på vejen, og som realhistorien fortæller os havde en yderst beskeden gennemsnitleveralder, hårdt arbejde og dårlige tænder, bliver de fremstillet som friske og sunde. Som læsere er vi med om bord i den hestevogn, der bevæger sig i varierende tempo gennem landskabet. Turen går forbi, hvad der må være den gotiske kirke i Lyngby, hvor storken står på taget, ud på Strandvejen og videre ned til strandbredden. Mens hestene bevæger sig i vandkanten nordpå, dukker øen Hven op ude til højre i Øresund. Vel fremme ved en geografisk position, der i moderne tid må modsvare Bellevue, fortsætter turen ind i landet, ind i Dyrhaven, hvor bøgetræerne lægger sig om hestevognen til stor glæde for de kørende. Det er, som om begejstringen ingen ende vil tage. Alting er spillevende, og digtet kulminerer i udbruddet. ”Vi höre jo alt”, der slår døren op mellem det sansende subjekt og omgivelserne.

Digtet afspejler således i den grad den tidlige danske romantik, der er en noget mere monistisk og organsisk udgave end den, der samtidig florerede i Frankrig, England og til en vis del også i det Tyskland, som Henreich Steffens hentede den hjem til Danmark fra.

”De kiörende” slutter, da vi i det fjerne kan se de hvide telte og røgen, og vi er nået frem til verdens ældste forlystelsespark: Bakken. Således er køreturen i hestevogn gået fra kultur over natur til kultur igen, og det er fra start til slut mættet af den forestilling, at alt hænger sammen med alt.

Sand, ståltråd, en række kabiner

Så ser det så sandelig anderledes ud i digtet af Uffe Haarder, der bærer titlen ”Bellevue”, hvilket både er en faktisk stedangivelse og en ironiske kommentar til digtets indhold. Det er alt andet end et smukt syn, vi er vidne til, men snarere et statisk scenario blottet for liv og bevægelse. Da vi kommer ind i digtet, er strækningen fra byen til Klampenborg allerede tilbagelagt. Det er sket i den bil, der holder alene oppe på parkeringspladsen. Der er et fuldstændigt fravær af det brus af begejstring og glæde over det liv, der pusler i naturen, vi fandt i ”De kiörende”.

Det er jo i virkeligheden det, det lyriske-jeg er taget ud for at finde. Ungdommen, det ureflekterede sommer-liv, kalenderen siger september, bladene hænger på træerne lidt endnu, er ved at være forbi, og vedkommende, forstår vi, er ved indgangen til sit tredivte år, begyndt at tænke over meningen med livet. Det lyriske-jeg er kørt ud af byen og ud i naturen i håb om at træde i ét med den. Det er et Kierkegaards-øjeblik, vi overværer, hvor vedkommende dér i solnedgangen venter på et gennembrud af indsigt, at døren til omverdenen bliver sparket op i natursansningen. Men det sker bare ikke. Imens det bliver mørkere og mørkere opregner det lyriske-jeg minutiøst de fænomener og genstande, der befinder sig i de umiddelbare omgivelser: ”Sand/ståltråd/En række kabiner/med bogstaver/små vandkummer med springvand/til at drikke af”. Men tingene giver ikke noget fra sig. De er der bare løsrevet og stillestående uden forbindelse med hinanden. Vi finder ingen konjunktioner, der forbinder ingredienserne. Vi finder da heller ikke nogen verber i digtet, der tilfører liv og dynamik, og derfor kan digtet slutte med at lukke sig omkring sig selv. De spørgsmål, der er blevet stillet til verden, får ikke noget svar uden for sig selv, men falder tilbage til det søgende, melankolske subjekt, der således, alene med sig selv, konfronteres med altings meningsløshed.

Konkurrerende naturfremstillinger

Vi kan, når vi ser på den danske kanoniserede litteratur, der udspiller sig rundt omkring i kongeriget, praktisere en læsning, der fokuserer på, hvilke betydninger som på tværs af forskellige tider løber til og giver et samlet bud på stedets væsenstræk. Når vi f.eks. fokuserer på den danske landskabslyrik fra 1800 til 1850, ikke mindst Oehlenschläger, aftegner der sig et billede af Danmark som et fredselskende landbrugsland med mild natur. Kigger vi samtidigt på oliemalerier af guldaldermalere som Marstrand, Købke og Eckersberg og lytter til musik af J.P. E. Hartmann, der blandt andet satte toner til ”Guldhornene” og blev betragtet som inkarnationen af den danske folkesjæl, bliver dette indtryk yderligere forstærket.

Vi kan imidlertid også omvendt stille skarpt på, hvordan forskellige litteraturhistoriske strømninger og perioder, er i stand til at trække højst uensartede spor igennem det danske landskab, hvor de enkelte forfattere gør stedet til deres og skaber alternative, konkurrerende Danmarksfortællinger til de allerede eksisterende, bevidst eller ubevidst. I Uffe Haarders tilfælde er det en lyrisk konfrontationsmodernisme,. der afspejler det moderne, rodløse menneske, som krydser det spor, det lyriske-jeg hos Oehlenschläger har befundet sig i halvandet hunrede år tidligere.

Den danske kanonlitteratur er rig på dette, hvis vi først begynder at lede efter det. Det Himmeland, der i øvrigt synes at være det sted i Danmark, som i største udtrækning er blevet gjort til genstand for litteratur, tager sig f.eks. højst forskelligt ud hos forfattere som Sten Steensen Blicher, I. P. Jacobsen, Johannes V. Jensen, Peter Seeberg, Per Hultberg og flere endnuDen danskehjemstavnsdigtning, der knytter sig til de forskellige danske regioner, tager sig også højst forskeligt ud igennem tiden, men det er en anden historie, og den gemmer vi til næste kapitel.

 

“Ånden slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og bliver sig bevidst i mennesket”,

F. Schelling (tysk naturfilosof)


Casey, Edward S. 2002: Representing Place. Landscape painting & Maps, University ofMinnesota Press: Minneapolis/London.

Cresswell, Tim 2004: Place. A Short Introduction, Wiley-Blackwell

Massey, Doreen 1994: “A Global Sense of Place”, I Space, Place and Gender. University of     Minnesota Press, 1994.

Leonard Lutwack 1984: The Role of Place in Literature ‪Syracuse University Press,

Mai, Anne Marie 2010: Litteraturen finder sted, Gyldendal

Marc Augé 1992: Non-Lieux. Introduction ä une antrophologie de la surmodernité, Seuil.

Ringgaard, Dan 2010: Stedssans, Aarhus Universitetsforlag.

Rosiek, Jan 2015: Danmark, Gurre, stranden - steder i dansk litteratur, U press

Westphal, Bertrand 2007: La Géocritique: Réel, fiction, espace. Les èdition de Minuit