International Web Community for Scandinavian Studies
andersen frimärkelayer.jpg

Kanon Revisited

Av Robert Zola Christensen

Nazistens vidunderlige børnesange

Gør jer ikke ringe nu – og gør jer ikke latterlige. Alle Landets Børn fra
 Amalienborg til den fjerneste Hede vokser i Dag op ved mine Børnesange

Harald Bergsted

En folkelig melodi skal være ligetil, 
og den skal ligge ligesom støbt om teksten, 
den skal falde som handsken til en hånd

Carl Nielsen
 

Den tyske komponist Richard Wagner (1813-1883) var glødende antisemit, og det var en kendt sag, at hans efterkommere var faste middagsgæster hos Adolf Hitler i Nazityskland. Og det er ikke det hele. Føreren var så begejstret for den pompøse musik, at den ofte lød for fuld drøn over koncentrationslejrenes højtaleranlæg, og derfor er der grund til at tro, at operaer som ”Tannhäuser” og ”Nibelungen” var det sidste, mange af de internerede jøder hørte, inden de blev ført ind i gaskammeret. 

Den dag i dag bliver Richard Wagner ikke spillet i Israel, og der er ikke noget, der tyder på, at det vil ændre sig foreløbig. De fleste andre steder i verden, hvor Wagner bliver spillet, er der heller ingen tvivl om, at de tanker, komponisten har givet udtryk for, og de sammenhænge, hvor musikken er blevet benyttet, kan stille sig i vejen for adgangen til de utvetydige kunstneriske kvaliteter, værkerne besidder. Det er vanskeligt at lytte til Richard Wagner, uden at det samtidig opleves, som om det er lydsporet til Holocaust, der bliver lagt øre til.  

Historien er fuld af store ånder, som blev revet med af den tyske stormagtsstemning, der herskede i Europa op til Anden Verdenskrig, hvilket i mange tilfælde gav et ikke uplettet eftermæle. Den norske forfatter Knut Hamsun overrakte f.eks. sin nobelpris til Joseph Goebbels, den amerikanske poet Ezra Pound deltog aktivt i Mussolinis propagandaapparat og i nyere tid er det kommet frem, at Günter Grass meldte sig som frivillig i Waffen-SS.

Noget tilsvarende har vi været vidner til her i landet. Danmark var som bekendt besat af tyskerne i fem onde år fra 1940 til 1945, og efter krigens afslutning faldt en del forfattere og kunstnere, der havde ytret sympati for besættelsesmagten, i unåde og blev forvist fra det gode selskab. 

I dette kapitel skal vi, med Harald Bergsted (1877-1965) som den gennemgående figur, se nærmere på de kræfter, der er på færde i kanoniseringsprocessen, når forfatteres politiske tilhørsforhold bliver udslagsgivende for, hvorvidt deres værker får lov at stå til eftertiden. Hvis vi definerer den kanoniske litteratur som den livsduelige af slagsen, der, for nu igen at parafraseres Harald Bloom, får overhånd i kampen med andre forfatterskaber og værker, så bliver den litteratur særlig interessant, der står distancen, selvom dens egen skaber har gjort, hvad der stod i vedkommendes magt for at ødelægge dens overlevelsesmuligheder. Vi har med andre ord at gøre med en særlig kanoniseringsproces, hvor værkets livsbetingelser er oppe imod den modvilje og fordømmelse, der retter sig mod den, der har frembragt det. I Bergsteds tilfælde er der tillige de forstærkende omstændigheder, at han, ud over at være erklæret nazist, heller ikke i andre af livets forhold synes at være en særlig duelig forvalter af sit litterære kapitel. Men ikke desto mindre har især hans børnesange vist sig at være så slidstærke og uomgængelige, at de i dag har overvundet og tilsidesat de forbehold, der er blevet rettet mod ham som person. Hvordan det er gået til, og hvad det fortæller os om en kanons tilblivelse, skal det handle om i dette kapitel. Vi lægger ud med et historisk, litteratursociologisk tilbageblik.

Den nazistiske socialdemokrat

Harald Bergsted skrev blandt andet gemytlige satirer og fortællinger om det stille liv i provinsen, men han blev især kendt for sine børnesange ”Solen er så rød mor”, ”Jeg ved en lærkerede” og ”Hør den lille stær”, hvor hans evne til at fange det universelle i det nære og enkle kommer til udtryk. I sin produktion og i sit virke var han i det hele taget optaget af omsorgen og trygheden i dagligdagen, og han gjorde sig til talerør for det jævne menneske, der er karakteristisk for den brede danske kultur. Bergsted blev rigeligt brugt ved folkemøder, sommerstævner og i forsamlingshuse, og der er en duft af kaffe fra Madam Blå, en håndbajer i kolonihaven og hyggelig passiar. Det var ikke noget at skamme sig over. Bergsted ville det på den måde. Der er derfor heller ikke overraskende, at han i løbet af 1930'erne skulle blive socialdemokratiets vigtigste lejlighedsdigter og kulturorganisator, ligesom han begyndte at skrive i partiorganetSocial-Demokraten.  

Inden Anden Verdenskrig brød ud, nød Harald Bergstedt stor folkelig popularitet. Han blev i 1928 kåret som en af de landets ”17 udødelige danske forfattere” af Politikens læsere, og ved hans 25-års forfatterjubilæum i 1938 udgav den senere kulturminister Julius Bomholt et udvalg af hans digte.

Under besættelsen udviklede Harald Bergsted sig imidlertid til at blive overbevist nazist, og en forklaring herpå skal formodentlig søges i den forlokkelse, der lå i nationalsocialismens rendyrkelse af det populistiske folkelighedsbegreb, kraft durch freude og glade blonde børn.

Efter at have skrevet tre lige lovligt tyskervenlige artikler i Social-Demokraten meldte han sig i 1942 ind i D.N.S.A.P. og begynde at skrive for den nationalsocialistiske avis Fædrelandet, hvor han var virksom helt frem til nationens skæbnetime den 4. maj 1945.

Efter befrielsen, da der blev kaldt til national samling, og en større udrensning blandt de frafaldne fandt sted, kom Harald Bergsted hurtigt til at stå i skudlinjen. Under retsopgøret blev han tildelt to års fængsel for landsskadelig virksomhed, og han mistede sin forfatterunderstøttelse. I sine erindringer gav Bergstedt udtryk for, at hans tilslutning til nazismen udelukkende skulle ses som et forsøg på at efterleve statsminister Thorvald Staunings dictum om at samarbejde med besættelsesmagten, så den danske befolkning blev skånet, og landet i så vid udstrækning som muligt kunne bevare sin selvstændighed.

Bergsted var ikke den eneste forfatter, der blev sat i skammekrogen. Dansk Forfatterforening nedsatte en æresret, der gik i gang med at rense ud blandt sine egne, og alle, der syntes at behøve forklare sig, blev indkaldt til høring. Som et udtryk for den oppiskede folkestemning, der herskede i de første måneder og år efter befrielsen, var kursen hård og uforsonlig.

Blandt de mere betydningsfulde forfattere, som var under anklage, kan nævnes Jakob Bech Nygaard (1911-88), der havde haft stor læsersucces med socialrealistiske romaner som Guds blinde Øje og Du blev Træl (begge 1941) Den forklaring, han gav Æresretten, var, at han arbejdede på et stort romanværk om dansk ungdom og politik i 1930,’erne, og eftersom en af hovedpersonerne tilslutter sig nazismen og melder sig ind i D.N.S.A.P. – ja, så måtte han gøre det samme som et led i sin research, og fordi hans kone uheldigvis havde brændt manuskriptet i misforstået beskyttertrang, kunne han desværre ikke give litterære prøver på sit arbejde. Bech Nygaards oplysninger kan naturligvis ikke siges at være overraskende, når de nu er fremsat af ham selv, og Æresretten købte dem heller ikke: Bech Nygaard blev ekskluderet af Forfatterforeningen.

En anden af Harald Bergsted lidelsesfæller var Valdemar Rørdam, der i 1937 og 1938 var blevet indstillet til Nobelprisen. Ligesom Knut Hamsun i Norge gjaldt der for Rørdam det ejendommelige, at det var en af landets mest nationale digtere, der nu blev stemplet som unational og landsforræder. I nyere tid (2004) har Søren Espersen fra Dansk Folkeparti skrevet en helgenbiografi om Valdemar Rørdam, hvor han forsøger at redde ham fra sig sig selv, men det er højst tvivlsomt, om det har haft den ønskede effekt. Snarere, når vi ser på modtagelsen, har der været tale om benzin på bålet.

Svend Fleuron var en anden, der kom til at stå for skud. Han var ikke selv erklæret nazist, men hans naturbeskrivende dyrebøger og de temaer, han behandlede, passede så fint med det tredje riges kulturpolitik, at han nød han stor anseelse i det tyske. Han blev ikke alene smidt ud af forfatterforeningen. Den vej i Gladsaxe, han fik opkaldt efter sig i 1925, blev efter krigen taget fra ham igen og har siden heddet Maglegårds Allé.

For Harald Bergsted vedkommende var der det særlige forhold, at han som tidligere socialdemokrat holdt fast i, at han udelukkende havde fulgt den linje, som Stauning havde udstukket. I et digt, der blev bragt i Information november 1945, fantaserer han om, at Stauning besøger ham i fængselscellen: ”Han standsed forbavset og trak sit Vær: Hvad, Bergstedt, hvordan er du dog kommet her? Jo, sa jeg – uden at blegne – Jeg sidder paa dine Vegne.”

Harald Bergsted var på den måde med til at holde den dårlige samvittighed, der klæbede til samarbejdspolitikken efter krigen, i live, og ikke mindst af den grund blev han lidt af et irritationsmoment, der blev lagt kraftigt afstand til. Det var Harald Bergsted, hed det sig, der havde fået samarbejdspolitikken galt i halsen. I virkeligheden havde det hele tiden været målsætningen at samle kræfter med henblik på det brud, der faktisk kom med besættelsesmagten den 29. august 1943, da den danske regering opløste sig selv og ikke længere arbejdede aktivt i tyskernes tjeneste. Der blev altså trukket en streg i sandet ved denne skæringsdag, og Harald Bergsted brøde var, at han havde fortsat sin tyskervenlige praksis helt frem til befrielsen. Han lukkede og slukkede med en hyldest nekrolog til Hitler den 3. maj 1945.

Selv om den værste vrede begyndte at lægge sig nogle år efter krigen, og tonen blev mere forsonlig (Harald Bergstedt kalder meget betegnede andet bind af sine erindringer for Feberen falder (1952)), blev det ikke desto mindre en kostbar affære for mange forfattere, at de havde truffet de forkerte valg under nazismens storhedstid. Foruden vanæren måtte de i deres egen samtid opleve, at der ikke var mange aviser og forlag, der ville have noget med dem at gøre. På længere skulle det vise sig, at de ikke fik tildelt den plads i litteraturhistorien, som deres værkliste ellers synes at gøre dem berettigelse til. De måtte holde sig til gode med at blive behandlet i kortere afsnit og ikke sjældent med en ledsagende bemærkning om, at de havde været nazisympatisører. Til gengæld blev de tildelt fyldig omtale i en udgivelse som Ole Ravns Dansk nationalsocialistisk litteratur 1930-45 fra 1979, hvad de givetvis gerne havde været foruden.

Men en mere nutidig afstikker skal det nævnes, at også til andre tider har vi været vidne til, at forfattere er blevet taget op til revision og er blevet forsøgt dømt ude på grund af deres politiske tilhørsforhold. Det skete efter Berlinmuren fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud 1991, hvor der fandt et opgør sted med intellektuelle og forfattere, der havde været forblændet af, hvad der blev betegnet som Sovjets menneskeundertrykkende rædselsregime. Bølgerne gik ikke så højst som efter Anden Verdenskrig, men interessant for sammenhængen er, at, Hans Kirk, der sad med i den æresret, som var med til at dømme Harald bergsted, var erkæret kommunist og kaldte Sovjetunionen for ikke mindre end ”mit andet fædreland”. På den måde kan de politiske vinde vende.

Folkeliv og åndsliv

Nu kunne man forestille sig, at det var Bergsteds dårlige politiske omdømme, der stillede sig i vejen og gjorde det vanskeligt for ham at nå den helt store anerkendelse, og at virkeligheden eventuelt ville have set anderledes ud, hvis det ikke havde været for netop disse vildfarelser. Det er ingen lunde tilfældet. Den forkærlighed for det folkelige, der var med til at lede ham ind i nazismen, var også med til at sætte ham uden for det finere, litterære selskab og har ligeledes bidraget til, at receptionen af hans produktion ikke altid har været gavmild.  

Grunden er den, at han kunne regnes med til det folkelige gennembrud, der fandt sted omkring århundredeskiftet mellem 1800-tallet og 1900-tallet. Navnet kommer sig af, at det var den erklærede målsætning at sætte folk og kunst i forbindelse med hinanden. Inden for litteraturen tæller nybruddet forfattere somMarie Bregendal, Jakob Knudsen og Jeppe Aakjær. Inden for malerietL. A. Ring og i musikken Carl Nielsen, der har sat musik til flere af Bergsteds sange.

Hjemstavnsdigningen, som det folkelige gennembrud også er blevet kaldt, indfinder sig, hvis vi orienterer os i forhold til de litteraturhistoriske pejlemærker, efter 1890’ernes symbolske og spekulative digtning. Lidt længere bagud ud i tid finder vi Brands og det moderne gennembruds problemlitteratur. Går vi nærmere vores egen tid afløses det folkelige nybrud et stykke ind på 1900-tallet af den første af modernismens mange perioder. Det er svært at afgøre helt nøjagtigt, hvornår den ene strømning hører op, og den anden løber til, og de har naturligvis været tilbøjelige til at overlappe hinanden på forskellige måder, men når det kommer til Bergsted, forholder det sig anderledes utvetydigt. Han gjorde sig selv til ét med det folkelige projekt, og sjældent lod han en lejlighed glide sig af hænde for at tale godt om folket og dårligt om æstetikken. Blandt andet har han sagt det således ifølge Bomholt: ”Jeg, forgiftet af æstetik, hungrende efter folkeliv” (Bomholt 1938, s. 39. Bomholt beskriver for egen regning i sin biografi, at ”Visen er som Stærefløjt. Den har intet at gøre med den artistisk-raffinerede Efterligning af det primitive. Den er vis og naiv og, fordi sangerens hjerte er det (Bomholt 1938, s.  145).

I sine erindringer, Et Liv i Folket I (1943ff) føler Bergsted op med: ”For lærken er lærken er Livets Mening en rede, for Ræve en Hule og for det sunde normale menneske et Hjem med Kone og Børn, Arbejde og Trivsel, Hunde, Katte, Kanariefugle, Humør, Sang og Daglig Omgangskreds (s. 153).

Det er på denne konto af overdreven folkelighed, Bergsted. lang tid før han blev nazist, skulle opleve at blive kunstnerisk brændemærket af George Brandes, der i Politiken maj 1925 åbent går til angreb på forfatterskabet. Det er også den indfaldsvinkel på stoffet, kritikere og litteraturhistorikere siden har leveret i. Valdemar Pedersen skriver meget spændende om Harald Bergsted i sin biografi fra 1967 af samme navn, men også her, som vi ser det de fleste andre steder, bliver det fremført, at hans vers havde det med at kamme over i det svulstige og det sødladne og ikke havde det store at byde på. Bo Haakon Jørgensen skriver f.eks. i det vægtige kanon-værk Danske Digtere i det 20århundrede, hvor Bergsted end ikke tildeles eget afsnit: ”Det mærkes, at hans [bergsteds] kunst er et håndværk som han kan, men som han ikke tillægger erkendelsesevner. Han producerer digte til egen ogandres og egen underholdning og lader livet og historien passe deres (Haakon Jørgensen 1980, s. 46). I en sammenligning med Jeppe Aakjær hedder det i Gyldendals Dansk Litteraturhistorie fra 1984: ”Men folkeligheden bliver ”fladere” i hans [Bergsteds] univers. – de mange fragmentariske perceptioner er lige ved at tippe over i meningsløsheden. – og der kan i forfatterskabet blive tale om noget villet over hans insisteren på sundheden og friskheden”. I den seneste biografi fra 2004 af Ida Nilsson, der hedder Ildsjæl på vildspor, og derved får hans nazifortid helt op i titlen, lyder vurderingen, at når Bergstedt aldrig er vendt tilbage fra glemslen, skyldes det, at nok var en god digter, men så stor var han heller ikke. Den lader vi stå et øjeblik.

Kanon mod alle odds

Vi har altså at gøre med et forfattertalent, der på flere måder har stilet sig i vejen for udsigten til det, det handler om, nemlig litteraturen. Bergsted havde formodentlig stået sig bedst ved at lade teksterne tale for sig selv uden at blande sig for meget, hverken med sit fejlslagne politiske engagement eller sine højtstemte udtalelser om litteraturens væsen.

Alligevel har sangene ikke været til at komme udenom, og efterhånden som årene er gået, har de (igen) fået lov til at optage en stor plads i danskernes bevidsthed. Umiddelbart efter krigen kom hans sange ellers i karantæne og blev slet ikke spillet i Danmarks Radio, men det forbud blev taget tilbage i 1963. Højskolesangbogen, der er noget af det danskeste af det danske, blev han også først holdt ude af i mange år, men i 2004 besluttede sangbogsudvalget at tage ”Jeg ved en lærkerede” med.

En væsentlig grund til, at sangene er blevet holdt i live igennem årene, er, at en hel del af dem kom med i en af Danmarks mest populære sangbøger, De små sygner, der blev udgivet i 1948 af Gunnar Nyborg-Jensen (1912-70). Udgivelsen er gået hen og blevet en klassikker med et oplag på langt over 1,5 millioner eksemplarer. Sikkert fordi den har været mange bedsteforældres yndede dåbsgave.

Både ”Jeg ved en Lærkerede” og ”Solen er så rød mor” var også med i opløbet, da ”I Danmark er jeg født” af H. C. Andersen i 2015 blev valgt af danskerne som den bedste danske sang nogen sinde. De havnede på henholdsvis en 16. og en 18. plads. Det er imidlertid ikke givet, at dem, der har stemt på sangen, nødvendigvis har sat den i forbindelse med Bergsted, men med en af de mange kunstnere, der siden 1980’erne har samlet sangene op og gjort dem til deres egne. Det gælder Nanna, Søs Fenger, Anisette, Alberte, Lars Lilholt og nationalskjalden Kim Larsen. Ofte har sangene fået en touch af den tid, de er blevet fortolket i, f.eks. den sorte punkversion af ”Solen er så rød mor” af Lars H. U. G. fra 1994:

Vi er altså fremme ved, at på trods af alle odds indskriver Bergsteds sig i den kanon, der i dag udgør den danske sangskat, og som utvetydigt er blevet en del af den særligt danske referenceramme.

Nærhed og skrøbelig fortrolighed

Nået hertil virker det vedkommende at stoppe op og spørge sig selv, hvad der udmærker hans værker. Hvis vi, som tidligere angivet, definerer den kanoniske litteratur som den, der faktisk viser sig at være det, så kan vi godt blive enige om, at så må en litteratur som Bergsteds, der tilsyneladende har haft alt imod sig, have noget helt specielt at byde på, og hvis vi er i stand til at indkredse de æstetiske kvaliteter, de besidder, kan det være med til at give os et indblik i, hvad der udmærker den kanoniske litteratur.

Derfor vil vi i det følgende gøre tre af Bergsteds udødelige børneviser til genstand for undersøgelse: ”Stæren”, ”Lærkereden” og ”Den Lille Drengs Sovetid”, og vi vil tillade os at sætte de udenom-tekstuelle omstændigheder i parentes et øjeblik, gå tæt på teksterne og udelukkende læse dem som sprogkunstværk, der, som vi skal se det, udtrykker nærvær, uro og fortrolighed i børnehøjde.

Første linje i ”Stæren” udgør en fortællerammen. Først er der intet, og så pludselig en eksklamationen: ”Hør den lille stær!/ Den er – ahh! – saa fornøjet.”. Imperativen ”Hør!”, sammen med det kursiverede affektord aah!, markerer overraskelsen og benovelsen over fulgens tilstedeværelse. På den måde kan fuglen siges at være anledning til den sang, vi synger, ligesom den jo er et produkt af samme.

Og på samme måde, forbgriber vi allerede her, bliver sangen bragt til ophør, da fuglen flyver ud af vores bevidsthedsrum igen: ”Åh, den flyver højt, flyver højt under skyen,/den må passe på, den ikke falder ned./Den er fløjet langt bort et sted ned i byen,/den har nok en ven dér,/ som ingen, ingen ved”.

Således sætter sangen grænserne for sin egen tilblivelse i et her-og-nu rum, hvor barnet er tilstede med sine sansers fulde brug, opladt og klar til at tage verden ind. At vi har at gøre med, hvad vi kan kalde et barnligt og umiddelbart sindelag fremgår netop af passagen her: ”Den må passe på, den ikke falder ned”.  

Nu vel, selv om det fortællende jeg kan som bestemmes naivt, skal det ikke falde tilbage på teksten. Det eksplicitte, naivistiske jeg er kun en komponent i helheden, der til trods for det ureflekterede og intuitive er ordnet i en stram komposition. Et spadestik dybere er der jo tale om et rolledigt, hvor barnets spontane udbrud på baggrund af oplevelsen, er holdt sammen af en stram gentagelsesstruktur i form af diktionen (trokæisk) og rimfølger (flet-, kryds- og assonansrim), ligesom de strofer, der indrammer fuglens tilsynekomst og forsvinden, etablerer en tematisk parallelisering mellem barnets og fulgens liv. Alt dette for at påpege, at analysen af Bergsteds tekster, som vi ellers ser det gjort, ikke må stoppe ved det eksplicitte naive barnesind. Det kan jegets associative beskrivelse af fuglen i midterstykket illustrere, hvor jegets udsagn indskriver sig i en gennemgribende systematik og en overordnet tematik.

Vi ser et gentagelsesmønster: Initialt i de fleste vers finder vi pronomenet Den efterfulgt af et hjælpeverbum. Den kan, den skal, den har, den er, den må. Vi præsenteres derpå for forskellige praktiske gøremål, og hvad dertil hører af håndgribelige rekvisitter: Vask, sæbe og svamp; påklædning: hat, sløjfer, kjole, støvler; skolegang: lektier; madlavning: gas, rejse: kuffert, billet, penge, der hæftes eller ikke hæftes på fuglen. Der kan til dels siges at være tale om en fejlslagen personifikation, hvor menneskelige attributter bliver prøvet på fuglen for så at blive lagt væk igen.

Overordnet opstår der et tydelig modsætningsforhold mellem modalverberne kan og skal. Mulighederne versus tvangen. Tematisk har vi på den ene side naturen, repræsenteret ved stæren, og på den anden side kulturen med dens omstændelighed og tvang. Men hvem skal nu det, som fuglen ikke skal, og hvem kan ikke det, som fuglen kan. Eller med andre ord: hvem repræsenterer den negative valør i dikotomien natur versus kultur?

Det er naturligvis skolebarnet. Sangen igennem får vi høre, hvordan fuglen gang på gang går ram forbi og nyder sin frihed, og ad den vej etableres der en undertekst, en plads, som barnet kan bo. Og det egentlig meget håndgribeligt.

Det er en kendt sag, at ”Stæren” ofte har været benyttet som morgensang på landets skoler,  og med det anråbende ord ”Hør” griber teksten ud over sig selv og henter de faktiske børn ind i handlingsuniverset, hvor de med vandkæmmet år og nystrøget kjole på en og samme gang gennemsyger dagens trængsler, mens de pr stedfortræder udlever deres frihedstrang med stæren som aktør. De fire sidste vers lyder: ”Den er fløjet langt bort et sted ned i byen/ den har nok en ven dér, som ingen, ingen ved” leder uvilkårligt tankerne hen på, at fuglen, der flyver sig fra landet, naturen, og ind til byen, hvor – ja, tilhørerne befinder sig, og på den måde, så er der her tale om en inderlig og dybfølt henvendelse, der retter sig solidarisk til tilhørerne. Det er naturligvis den slags, der går rent ind, det er den slags, der gør sange som den her udødelige.

I ”Solen er så rød mor” finder vi samme form for situationsforståelse som i ”Stæren”, og også her er det hensigten et give en følelsesmæssigt sammensat situation et kunstnerisk udtryk. Her udspiller handlingen sig imidlertid ikke om morgen, men ved ”aftentide”, som Bergsted kalder det, og det, vi har at gøre med, er en aftensang.

Barnet ligger i sin seng og venter på, at søvnen skal indfinde sig, et scenario, der både udspiller sig i det barnekammer, hvor sangen bliver afsunget og i sangens tekstunivers. Vi har altså, som vi så det i ”Stæren”, et sammenfald mellem teksten og dens sammenhæng. 

Og det, vi bevidner, er, hvordan en masse tanker, der ellers har været holdt på afstand af dagens leg og lektier, løber til i mørkningen, og det, der trænger sig på, er livets store spørgsmål: ”Hvem monstro der bor, mor/ på stjernen i det blå ?/Tror du det er drenge, mor/ der kigger ned på mig?/Og tror du de har senge, mor/ og sover li'som jeg?” Det sidste par vers fortæller, hvordan barnet forsøger på at gøre det fremmede og ukendte genkendeligt.

Svarene indfinder sig ikke, for den slags spørgsmål finder ikke klare og entydige svar.

Her er trygheden og ængstelsen spændt hårdt op imod hinanden. Moren er i den umiddelbare nærhed, og det er hende, der synges til, men hun må gentange gange anråbes. Til trods for appellen om at blive og synge, så gør hun det faktisk ikke. Det er drengen, der synger, mens han forsøger at etablere en skrøbelig tryghed, en spinkel hygge, der kan give sovero, men det er kun muligt, når også de farer, der rumsterer i periferien, bliver holdt på afstand. ”Ræven går derude mor, vi låser vores gang”. Verset ”Mågerne og Ternerne har ingen sted at bo” er så langt fra den universalt romantik, vi finder hos f.eks. B. S. Ingemanns morgen- og aftensange for børn, som man kan komme.

De to sidste vers: ”Hør, nu synger stjernerne,/ de synger mig til ro!” lader sangen lukke omkring sig selv og bringer den til ophør, for nu er søvnen indtrådt, og barnet sover.

Hvor Carl Nielsens melodi til ”Solen er så rød mor” går i en næsten slæbende mol, der understreger tekstens indhold, bevæger tonesætningen af  ”Jeg ved en lærkerede” sig anderledes i fremadrettet og ivrig dur, men også her afspejler det univers, som vi inviteres indenfor i, barnets infantile og umiddelbare omgang med virkeligheden.

Efter at det lyriske-jeg i første linje røber, at det ved, hvor der er en lærkerede, lyder anden linje: ”Jeg siger ikke mer’”. Men barnet kan naturligvis ikke bare sig, for det er sådan, det er med hemmeligheder, dem kan vi, især når vi er børn, ikke rigtig holde ud af have for os selv, men må dele med omgivelserne, så sangen får lov at fortsætte. Herefter oprulles den konkrete oplevelse af det spirende, sarte liv i reden, der kan være truet af ræven, altid er det ræven, og drengen, der samler bær, mens barnet selv, næsten stolt, oplever det ansvar, det er i stand til at tage på sig, og som giver det et forbindelse til forældreparret, der flyver tæt omkring: ”Jeg tænker nok de mærker, jeg gør dem ingenting”.

De børneviser, vi her har haft til behandlingen, udviser tydeligt en bevidsthed om deres egen måde at være digt på, og de er i stand til at levere en svær definerbar oplevelse af samtidig lykke og ængstelse, idyl og fare, der er alt andet end enkel at bestemme, og som det vil være forkert at kalde banal. At viserne så omhandler følelsesmæssig indsigt for barnesjæle, skal Harald Bergsted ikke klandres for. Det sværeste er måske netop at ramme det store i det små.

Bergsted er død – hans sange længe leve!

Efter hvad Bergsted selv skriver i første del af sine erindringer fra 1948, Sange fra Gitteret, skulle Julius Bomholdt efter strafudsoningen have sagt til ham, at det bedste, der kunne ske ham, var at han døde tidligt, så teksterne kunne få stå ubesmittet til eftertiden. Bergsted døde nu ikke før i 1965, og på det tidspunkt var han 88 år gammel, men ikke desto mindre er der meget præcis sket det, at børnesangene lever i bedste velgående, mens ophavsmanden selv er blevet skrevet ud af danskernes bevidsthed.

Når det gjaldt Bergsteds nazifortid, så var der to kræfter, der tog livtag med hinanden, den kunstneriske og den politiske, et spændingsfelt mellem den brøde, Harald havde begået, og den virkekraft, der er i den litteratur, han har frembragt, og som vi har set beskrevet, er det den sidstnævnte, der over tid er løbet af med sejren.

Vi ser en kanoniseringsproces, der er gået i en helt anden retning end H. C. Andersen, der som person er blevet mytologiseret og blevet et med sine værker. Vi kan næsten ikke beskæftige os med H. C. Andersens eventyr og værker, uden at han på en eller anden måde selv spiller en aktiv rolle. Hvis du f.eks. aflægger H. C. Andersen-centret et besøg, vil du før eller siden at løbe ind i en lang skuespiller i knæstrømper og med høj hat, der går rundt reciterer digterens eventyr og efter bedste evne forsøger at ligne ham. Det er en kendte sag, at H. C. Andersen elskede at posere og blive fotograferet, og hans koryfæ har da også fået lov at pryde mange sammenhænge.

For Bergesteds vedkommende gælder det altså, at hans sange stadig er på alles læber, selv om han selv er gledet ud i glemslen. Da Kulturministeriet i 2006 lancerede en børnekanon, finder vi meget naturligt Palle alene i Verden af Jens Sigsgaard fra 1942 på listen sammen med børne-tv som Kaj og Andrea, Ole Lund Kierkegaard og Halfdan Rasmussen. Men ikke Bergsted. Og så alligevel. Den før omtalte De små sygner er medtaget. Den er uomgængelig, og i den er Bergsted den hyppigst repræsenterede forfatter sammen med B. S. Ingemann. Blandt perlerne finder vi netop de tre sange, vi har haft til behandling her. Bergsted er således med uden at være blevet nævnt ved navn.

Endnu et eksempel: Da reklamebranchen fejrer sig selv i 2002, kommer en Politiken-reklame ind på en anden plads. I videoen, der varer cirka 33 sekunder, møder vi en gruppe drenge "af anden etnisk herkomst", der noget betuttede modtager alvorlige formaninger fra en voksen dansker. De skal tage sig sammen, skal de, og kan de ikke finde ud af det, så er det ud af klappen. Det er sidste chance.

Umiddelbart får scenen os til at tro, det er noget bandekriminalitet, drengene er ude i, og at den voksne er deres lærer eller måske en civilklædt politibetjent. Scenen leder også tankerne hen på et fodboldhold med en sur træner. Men nej, ingen af delene passer. Den voksne løfter hånden i en dirigentbevægelse, og drengene, der altså åbenbart er et sangkor, bryder ud i en velklingende og pæredansk udgave af "Jeg ved en lærkerede".

Således kan vi altså med en vis poetiske retfærdighed slutte af med at lade en af nazistens smukkeste sange indgå i en sammenhæng, hvor den bliver brugt i et opgør mod etniske fordomme og intolerance, og det er kun muligt, fordi historien har skrevet Harald bergsted ud af ligningen. Han er blevet opslugt af sin egen kanoniseringsproces.


Litteratur

Hardis, Arne: Æresretten – Dansk Forfatterforening og udrensningen af de unationale 1945-52, Lindhardt og Ringhof 2003

Møller, Per Stig: Kaj Munk – digter, præst og urostifter, Gyldendal 2014

Nilsson, Ida: Ildsjæl på vildspor - en biografi om Harald Bergstedt,. Syddansk Universitetsforlag 2004.

Ravn, Ole: Dansk nationalsocialistisk litteratur 1930-45, Berlingske leksikonbibliotek 1979

Zola Christensen, Robert (s.m. Gorm Larsen): Moderne dansk prosa, Studentlitteratur 1997

Nyborg-Jensen, Gunnar (red): De små synger – 125 børnesange for de mindste, Høst og Søn, 1948