International Web Community for Scandinavian Studies
andersen frimärkelayer.jpg

Kanon Revisited

Av Robert Zola Christensen

SMALL IS BEAUTIFUL – mod et antropologisk kanonbegreb

Copenhagen Airport

Copenhagen Airport

Når vi taler om den litteratur og de forfatterskaber, der er blevet kanoniseret og udmærker sig som særligt interessante, så er det i reglen de æstetiske, etiske og idehistoriske kvaliteter ved teksterne, vi opholder os ved.1 Det kan f.eks. være, når skrifttematikkerne i slutningen af 1960’erne begynder at insistere på skriften som skrift og dermed gør op med et litterært formsprog, der referer til noget uden for den tekst, sproget selv skaber. Det kan også, for nu at komme med et aktuelt eksempel, være den såkaldte autofiktion, der som kunstnerisk tiltag blander fiktion og virkelighed og overskrider den ellers så traditionelt vigtige distinktion mellem realforfatteren og fortælleren som tekstinstans. De diskussioner, der ofte opstår i kølvandet på disse litterære nyskabelser, og som kanonlitteraturen vokser ud af i et opgør med tidligere skoler, er i høj grad et anliggende for de lærde, dvs. forfattere, litterater og forskere, der forøger at udlægge teksten for hinanden. Men det er ikke hele historien. Den kanoniserede litteratur sætter også sine aftryk ude i den verden, vi bevæger os omkring i i hverdagen.

Hvis du f.eks. kører fra Hillerød og ind mod Københavns centrum, rammer du før eller senere en af Danmarks hovedfærdselsårer, H. C. Andersens Boulevard, så når vi snakker om myldretid og vejarbejde på strækningen, italesætter sætter vi altså samtidigt H. C. Andersen. Når du kommer helt frem til Rådhuspladsen, kan du inde til højre se den ranglede digter, der sidder i bronze med en bog i hånden. Han sidder i øvrigt også i Kongens Have og andre steder i København. Den asfalt, pendlerne kører på, og de materielle aftryk, H. C. Andersen har afsat i bybilledet, er med andre ord med til at fastholde eventyrdigteren i vores kollektive bevidsthed.

Nu kunne man måske med en vis ret hævde, at det er ikke givet, at den morgentrætte billist, cyklist eller fodgænger tænker synderligt over navnet på den vej, de bevæger sig på, eller hvem det er, som sidder i bronze og andre metaller rundt omkring i bybilledet, men pointen er, at de forskellige fysiske manifestationer af kanonlitteraturen, ikke står alene, men samtidig indskriver sig i de øvrige kulturelle koder, for nu at anvende et udtryk af Bourdieu, vi som danskere tager del i. Som kognitive væsener er vi tilbøjelige til at forbinde genstande, symboler og indtryk i et netværk, der giver mening og betydning for os, og som er med til at danne vores grundlæggende videns- og tankekategorier. Det er, hvad Bourdieu med et andet ord kalder habitus2. Habitus kan bedst beskrives som kulturelle vaner og holdningssystemer den enkelte orienterer sig i forhold til og deler med den gruppe, vedkommende tilhører. Derfor er det sådan set ikke engang sikkert, at de mennesker, der interagerer med de kulturelle koder, kanonlitteraturen indgår i, har læst den litteratur, der har været med til at skabe den. Ad den vej har vi nu bevæget os endog meget langt væk fra de overvejelser og diskussioner, der finder sted på litteraturteoretiske seminarer og i fagtidsskrifter som dette. Men samtidig, hvis vi definerer den kanoniske litteratur som den livskraftige af slagsen, hvad er så mere kanonisk end den, der har gjort sig til en uomgængelig del af det sociale rum og den kultur, den er skrevet ind i?

I denne artikel vil vi netop beskæftiger med dette, mere antropologiske kanonaspekt, og hvordan det kan være med til at sige noget om, hvem vi (tror, vi) er, hvordan vi ser os selv, og hvor vi står i verden. Ikke overraskende har vi fundet det hensigtsmæssigt at behandle Danmarks nationaldigter nummer ét: H. C. Andersen. H. C. Andersen og hans to eventyr ”Den lille havfrue” og ”Den grimme Ælling”.
  1. Mortensen & Zola Christensen 2015

  2. Bourdieu 1999, p.16

Den lille Havfrue – med og modfortællinger

Den Lille Havfrue, der er lavet af Edvard Eriksens og knytter an til H. C. Andersens eventyr af samme navn, er Danmarks kendteste nationalsymbol. Hun sidder på Langelinie i København og byder rejsende velkommen. For den turist, der havde ventet sig noget i stil med Eiffeltårnet, Frihedsgudinden eller Big Ben, ser hun med sin højde på 125 centimeter ikke ud af ret meget. Det kan være på den baggrund, at en del af brugerne af anmeldelsessitet TripAdvisor har kategoriseret hende som en af verdens værste turistfælder, men ikke desto mindre: Den lille Havfrue er blevet ikke bare Københavns, men hele Danmarks varetegn, og sammen med en række andre nationale grundingredienser, f.eks. nederlaget til prøjserne i 1864, højskolebevægelsen og kolonihaverne, har hun bidraget til fortællingen om det romantiske eventyrland, der måske ikke er så stort i geografisk bemærkning, men som til gengæld er så meget desto rigere på menneskelig varme. Mens hun skuer ud mod den store, farlige verden udenfor, synes den lille havfrue at sammenfatte danske dyder som ydmyghed, lidenhed og beskedenhed.

Eventyret, der handler om en havfrue, der ønsker sig ben af havheksen for at kunne opsøge en smuk prins på landjorden, har været omgjort til musical, ballet og film, ligesom der er produceret ufattelige mængder billigt souvenir, men det hører ikke til blandt H. C. Andersens mest læste og kendte. Det er først og fremmest figuren, der, løsrevet fra sin fortælling, er blevet synonym med Danmark.

Hendes betydning som dansk klenodie blev ikke mindst tydelig, da arkitekten Bjarke Ingels i 2010 søgte om tilladelse til at sende hende så langt væk som til Shanghai, hvor hun skulle repræsentere Danmark ved en verdensudstilling. Det medførte stærke protester i offentligheden. Havfruen hørte hjemme på sin sten i København. Formålet med at flytte hende ud i verden var naturligvis netop at åbne det mere lukkede danske perspektiv i en globaliseret, moderne verden, men både virakken, det affødte, og den omstændighed, at Ingels overhovedet fik denne uhørte ide, var i virkeligheden med til at befæste hendes status som nationalsymbol. Eksemplet viser, hvordan den kollektive habitus måske nok er et levende fænomen, der kan udfordres og i og for sig hele tiden er til forhandlingen, men også, hvordan der samtidig er tale et selvvirkende system, der, når det først er etableret, er tilbøjelig til at bekræfte sig selv. Det er samme mekanisme, der er på færde, når den lille havfrue igennem tiderne er blev udsat for hærværk og inddraget i forskellige happenings, hvor figurens symbolske repræsentation bliver mødt med symbolsk modstand. I 1964 blev hovedet savet af som en kunstnerprotest mod den nationale selvforståelse, og det samme er sket med den ene arm, ligesom hun et antal gange har fået hældt maling over sig. Som et led i politiske manifestationer er hun blevet iklædt burka og har fået sat en dildo i hånden. Hver gang sikrer hærværksmændene sig opmærksomhed omkring deres sag eller kunstnerprojekt, men det får de ret beset kun i kraft af den emblematiske status, den lille havfrue allerede har, og dermed er de med til at skabe det, de vil bekæmpe.

Den grimme ælling

er ubetinget H.C. Andersens mest berømte eventyr. Den har, som det gjaldt den lille havfrue, givet anledning til merchandise i store mængder, f.eks. mindedukater, strik og platter, ligesom den er blevet udformet som marcipanbrød, glasvaser, keramik, streetart og mere endnu. Det er nok heller ikke en tilfældighed, at den danske nationalfugl er knopsvanen. Men det er ikke det hele. Når det gælder ”Den grimme ælling” er det også i høj grad fortællingens tematik, som har taget plads i danskernes kollektive bevidsthed: Den kanøflede lilleput fra andegården, der skal gå så meget grueligt meget igennem, før den på eventyrligvis forvandler sig til en smuk svane. Hvis vi kigger på finkulturen, og dermed for et øjeblik vender tilbage til universitet og de intellektuelles domæne, er der talrige af henvisninger og allusioner i litteraturen. Benny Andersen lader f.eks. en and gæsteoptræde i et af sine modernistiske digte, der gør op med den andersenske idylverden (”Den kritiske frø” fra 1960). I novellen ”Ørneflugt” (1899) skriver nobelpristageren Henrik Pontoppidan, hvad der må betegnes som en naturalistisk omvending af ”Den grime ælling”. Inden for billedkunsten finder vi Asger Jorns ”Den foruroligende Ælling”, hvor en ekspressionistisk kæmpeælling synes på, ja, netop højst foruroligende vis at være på vej ind i det guldaldermaleri, det er malet oven på.

Hvis vi går tilbage ud i danskernes virkelighed, er det værd at bemærke, hvordan fortællingen interagerer med og forstærker andre kulturelle koder, der er med til at tegne den særlige danske habitus. Danmark er blevet kendt som et udpræget formgiver og designerland, og da Arne Jacobsen blev sat til at designe lobby- og receptionsarealerne i Royal Hotel i København i 1958, skabte han to de mest ikoniske stole i dansk møbeldesign. De blev navngivet Svanen og Ægget. Det bør heller ikke overraske, at Lego-koncernen i flere omgange har bygget Den grimme ælling i de små plastikstykker, for dermed at lade virksomhedens succeshistorie og vækst blive synonym med ællingens. Bing og Grøndahl og Den Kongelige Porcelænsfabrik har ligeledes lavet et væld af porcelænsfigurer med samme motiv.

Vi kunne blive ved med at fremholde eksempler på den gennemslagskraft, den grimme ælling har i meget af det, vi har internaliseret som dansk, og vi vælger at afslutte med et folkeligt af slagsen: Da Danmark drager, ikke i krig, men til VM i fodbold i Mexico 1986, så lyder den slagsang, som de danske fodboldhelte, med Preben Elkjær, Michael Laudrup og Frank Arnesen i spidsen, synger, sådan her:

Som den lille grimme ælling
blir man rød og hvid på tælling
svæver som de hvide svaner
på alverdens udebaner.
 
Vi går frem mod fodboldstater
som de tapre tinsoldater
som den lille, store Claus
klapper vi med hatten, DAVS!
 
Vi er røde, vi er hvide
Vi står sammen, side om side.
Vi er røde, vi er hvide
Vi står sammen, side om side.

I dette stykke møder vi de dristige og undertippede ællinger, der på svanevis tager kampen op mod de store fodboldstater. Henvisningerne og ælling-metaforikken fuldendens i øvrigt ved EM i 1992, da Danmark vinder over arvefjenden Tyskland i finalen.

Andersen, prinser, prinsesser og Hendes Majestæt Dronning Magrethe den II

Som søn af en skomageren og en vaskekone foretog H. C. Andersen for egen del en social rejse, der er den grimme ælling værdig. ”Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt” er ordene, der indleder hans selvbiografi. Der florerer tillige et væld af anekdoter og historier, både i forskningen og almenheden, der har været med til at mytologisere hans liv. Han blev blandt andet, hedder det sig, drillet for sin fysiognomi, især sin næse, og det er en udbredt opfattelse, at han var yderst forfængelig og skulle have elsket at blive fotograferet. Han havde tilsyneladende ikke let ved at begå sig på de bonede gulve, og i det hele taget skulle han ikke have haft den store sociale forståelse. Ifølge overleveringen var  Charles Dickens dødtræt af at have ham boende, da han besøgte ham. Også hans seksuelle orientering og praksis har været genstand for opmærksomhed. Det er blevet hævdet, at han var homoseksuel, at han døde som jomfru, og at han satte kryds i kalenderen, hver gang han masturberede. Vi kunne blev ved, men den mest sensationelle teori, der er blev fremsat, er den, at han i virkeligheden skulle have været kongesøn, uægte søn af kong Christian den VIII. Teorien, der næsten er for god til at være snad, blev lanceret første gang 1987 af Jens Jørgensen, og den poppede meget passende op igen i  2005 i forbindelse med fejringen af H. C. Andersens 200års fødselsdag. Argumenterne gik på, at denne almuedreng kom steder, hvor han slet ikke skulle komme. Som helt lille fik han lov at lege oppe i haven på Odense Slot med prins Fritz (Frederik VII.), og senere, da han kom til København, skulle Kongehuset efter sigende have hjulpet ham i kulisserne.

Selv om den mere seriøs forskningen er tilbøjelig til at afvise denne teori, der ikke mindst bunder i H. C. Andersens egne sværmeriske fantasier og dagbogsoptegnelser om, at han skulle være et forbyttet adelsbarn, er der ingen tvivl om, at digterens tilknytning til netop det danske kongehus er betydelig. Og det er der gode grunde til. H. C. Andersens fortællinger er i den grad befolket af konger, dronninger, prinser og prinsesser på ærten, der vidner om en svunden tid, om dengang, der var eventyr og slotte til. Det interessante er, at der  for Danmarks vedkommende ikke kun tale om fortid. Vi er et af verdens ældste (og mindste) kongehuse, så den dag i dag, bliver eventyret holdt i live, og de to størrelser, H. C. Andersen og kongehuset, indskriver sig i og understøtter den samme fortælling. Kongehuset nyder godt af udbredelsen af H. C. Andersen, og kongehuset er med til at H. C. Andersens digtning i live. Det er også en kendt sag, at Dronning Magrethe II egen kunstneriske åre igennem årene har kredset en helt del om motiver fra H. C. Andersen, ligesom hun har lavet en lang række bestillingsopgaver, scenografi, kostumer, klip og andet, i forbindelse med opsætninger af digterens værker.

Den grime ælling i New York

Den grime ælling i New York

Disneyficering, marketing og turisme

H. C. Andersen er ikke alene den største dansker til alle tider, ifølge en undersøgelse, Berlingske Tidende foretog 2004, han er også den kendteste dansker uden for landets grænser. Ingen danske bøger er blevet oversat som hans, vi taler om op imod 140 sprog, og vi finder ham repræsenteret overalt ude i den store verden på forskellige måder. I Central Park på Manhattan sidder han f.eks. på en stenbænk med sin hat og sin bog i selskab med den grimme ælling. H.C. Andersen og hans motivverden har også fundet vej til frimærker i lande som Finland, Granada og Ungarn, ligesom han har fået sit navn på  gadeskilte i Israel, Australien og Grækenland. Det er heller ikke kun på dansk, men i en lang række sprog, vi ser udtrykket den lille grime ælling anvendt, når talen falder på en lille fighter, der klarer sig udmærket mod de store.

Den internationale popularitet viser, at H. C. Andersens eventyrlige stof rammer en almenmenneskelig nerve, som overskrider den danske forståelseshorisont. Det er på den baggrund, at Disney (og andre) har lavet remakes af både ”Den lille havfrue” og ”Den grimme ælling”. Det er naturligvis også, fordi der penge i det. Mange penge. Det kommercielle aspekt er absolut nærværende som en del af kanonisering af nationaldigteren. H. C. Andersen bliver, sammen med kongehuset f.eks., i høj grad brugt som løftestang af dansk erhvervsliv i udlandet, når der skal eksporteres kølepumper, småkager og fetaost.

Siden 1930’erne har de danske turistorganisationer også ganske offensivt brugtH. C. Andersen som trumfkort, når der skulle lokkes gæster til landet. Han interagerer med andre kulturelle koder, f.eks. studier, der fortæller, at Danmark er befolket af verdens lykkeligste folk, Tivoli, der sammen med den lille havfrue er en af de betydeligste turistattraktioner, bindingsværkshuse og andet, som er med til at tegne lilleputlandet.

1959

1959

En af de stærkeste komponenter i denne turistbrochure-Danmark fortælling har været Viggo Vagnbys kendte Wonderfull Copenhagen-plakat fra 1959, hvor politibetjenten stopper al trafik for at lade en andemor og hendes ællinger passere, et billede af Danmark som et land, hvor der hersker en høj grad af social ansvarlighed, vi passer på hinanden, kombineret med god plads til den enkelte. En udlægning af nationalkarakter, der ikke har fået lov til at stå uimodsagt. I forbindelse med flygtningestrømmen, Europa oplevede fra Syrien i 2015, blev Danmark world wide kendt for stregne asylpolitk, og der blev fremstillet en modbillede til den gamle plakat. Den ser sådan ud, og den taler for sig selv:    

2015

2015

Et antropologiske kanonbegreb

I denne artikel har vi haft litteratur til behandling, der er kanonisk i et sådant omfang, at den har smittet af på virkeligheden på forskellige måder. Hvis vi vender tilbage til vores udgangspunkt og den universitetsverden, denne artikel er skrevet indenfor, kan det med en vis ret hævdes, at den kanon, vi har læst frem, ikke får fat i de erkendelsesmæssige kvaliteter, litteraturen har at byde på, men primært opregner dens materialistiske udtryk og kommercielle aftapninger. der tager sigte på beskaffenheden af den litteratur, der rent faktisk sætter aftryk i den menneskelige forståelsesverden, snarere end på den teoretiseren, der foregår i akademiske kredse. kigge nærmere på, hvordan litteraturen i et samspil med andre komplekse kultureller koder, der både bekræfter og anfægter den overordnede fortælling, Når det er sagt, så kan vi sige, at det er de faktiske og uomgængelige sider af kanoniseringsprocessen, vi sætter fokus på, og den er der jo, hvad enten vi kan lide det eller ej, og det må vi tage alvorligt. Det betyder ikke, at det er sådan, men det er det, vi kan udlede af de konkurrerende fortællinger, der er i omløb.