International Web Community for Scandinavian Studies
andersen frimärkelayer.jpg

Kanon Revisited

Av Robert Zola Christensen

Blåt, blåt, som poplerne i bækken - snart er vi sammen som bær i en skål

 

Et digt af Emil Aarestrup, der til stadighed har formeret sig, muteret og sat sig i andre digte og kunstformer og dannet et hukommelsesspor i det danske.

I niende klasse på Magleblik Skolen i Frederiksværk stødte jeg som 14 år på digtet ”Angst” (1838) af Emil Aarestrup (1800-1856), og tekststykket åbnede min øjne for, hvad litteraturen kunne. Det brændte virkelig igennem. Digtet er ikke ret langt, og det ser sådan her ud:

 

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.

Jeg mødte digtet igen et par år senere, da jeg gik i gymnasiet. Det var til en terminsprøve 2. G, hvor jeg kom op i det. Men det er ikke det hele.  Da jeg var i biografen som voksen engang i 2008 og så komedien En enkelt til Korsør, instrueret af Gert Fredholm, var der er en helt tilsvarende eksamenssituation, hvor en elev i en VUC-klasse, der bliver sat til at give en fortolkning af ”Angst”. Lidt af et sammenfald kan man måske mene, men det er ikke så underligt, når man tænker over det. Et kig på pensumlister og læseplaner fortæller, at digtet igennem tiderne har været flittigt anvendt i skolesystemet i danskundervisningen landet over. Emil Aarestrup optræder også, sammen med blandt andre Oehlenschläger, Staffeldt, Ingemann, Blicher, Winther fra omtrent hans egen samtid, på den store kanonliste til undervisningsbrug, der blev udfærdiget af et udvalg under Undervisningsministeriet i 2004.

fra Ordbog over det danske sprog

Aarestrup har samtidig, og det med god grund, fået ry for at være en poet med et særligt blik for det pirrende, og det har gjort, at han igennem tiderne har optrådt i utallige antologier, hvor det erotiske og sensuelle har været temaet, f.eks. Kjærlighedsdigte (1904), Erotiske Situationer (1916), Elskovspoesi: erotiske Situationer og andre Kærlighedsdigte i Udvalg (1922), Erotiske Digte (1947), Slangekys (1982), Du! Du! Du søde: erotisk poesi (1999). I 2017 udgav forlaget Gladiator Erotiske situationer med Aarestrups digte.

Men det er ikke det hele. Digtet er ikke kun en del af vores litterære opdragelse, en fælles bagage, vi bliver udstyret med i skoletiden. ”Angst” er også et digt, som mange danske forfattere og kunstnere siden har taget til sig – ja, der er formodentlig ikke et digt i dansk litteraturhistorie, der som ”Angst” er blevet skrevet videre på, remixet, remaket, splittet ad og sat sammen igen. Det betyder, at der kan blive slået en streng an, hver gang, vi udsættes for de små og store aftryk i andre forfatteres og kunstneres værker, som ”Angst” har sat. Det kan meget vel være præcis denne evne hos litteraturen, mange, der er fortalere for en kanon, er optaget af. Kanon skal ikke ses som en liste med enkeltstående værker med såkaldt blivende kvalitet, men tekster, der træder i forbindelse med og afføder andre tekster og er med til at danne en levende citatmosaik, vi efterhånden kan begynde at opleve som noget særligt dansk. Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at der ikke er massive påvirkninger fra udenlandsk litteratur, for Aarestrup vedkommende gælder det Petrarca, Dante og Byron, men litteratur er nu engang sprogets kunst, og den danske litteratur arbejder (primært) med det danske sprog som sit materiale. Vi, der bor og går i skole Danmark, og som taler sproget til daglig, bliver en del af noget, der er større end os selv, og som udgør noget, vi kan opleve, at vi er fælles om. Det tør jeg godt sige, uden at jeg hverken bliver nationalistisk eller idealistisk af den grund. Mit ærinde er ene og alene at se nærmere på, hvordan tekster, der træder i forbindelse med andre tekster og kulturelle koder, kan komme til at repræsentere en referenceramme, som dem, der befinder sig inden for rammen, tager del i og bliver en del af. Det sker for eksempel, når Kim Larsen i 1987 slutter Danmarks smukkeste Festival i Skanderborg af med linjerne ”Om lidt, om lidt, er vi borte”, mens hundredevis af lightere bliver rakt i vejret, eller når den smalle lyriker Rasmus Nikolajsen i en lejlighed et sted i Købehavn 2008 åbner sin piratoplæsning med ordene: ”Om lidt er vi sammen som bær i en skål” – Ja, så står begge begivenheder i et eller omfang i gæld til Aarestrup, og de publikummer, der måtte være nærvende det ene eller det andet sted, eller ligefrem begge steder, hvem ved, vil bevidst, ubevidst eller måske slet ikke relatere til originalen eller andre varianter og aftapninger af den. Det er sådan, sociologen Anthony Giddens og diskursanalytikeren Norman Fairclough, der begge må siges at være ganske kølige tænkere, ser intertekstualitet, nemlig som en social praksis (Fairclough 1995), der overskrider litteraturvidenskabs mere – ja, tekstuelle forståelse af intertekstualitetsbegrebet. Hvor litteraturvidenskaben gerne er optaget af motivsammenfald, sproglige paralleller og de semiotiske implikationer, der er forbundne hermed, ser kultursociologien (også) intertekstualitet som et fænomen, der kan bidrage til at konstruere social identitet, relationer mellem mennesker og dannelsen af fælles videns- og betydningssystemer (Fairclough 1992, s. 64).1

Og denne artikel skal handle om begge dele. Efter en præsentation af digtet og dets samtid, ser jeg nærmere på, hvordan” Angst” på forskellige måder har optrådt rundt omkring i den danske litteraturhistorie og uden for den måske ligefrem er blevet, hvad jeg her vælger at kalde et hukommelsesspor i den kollektive, danske bevidsthed.2 Det er der nemlig noget, der godt kunne tyde på. F.eks. er der en ung kvinde, der går rundt med digtet på kroppen, og det skal tages helt bogstaveligt. Sisse Kofoed Madsen har fået det tatoveret i sin helhed på ryggen, og på en husmur i København var det i firserne at finde som graffiti i gadebilledet.
  1. Inden for litteraturvidenskaben er Julia Kristeva blevet kendt som den, der, i sit arbejde med Bakhtin, introducerede intertekstualitetsbegrebet i 1969. Den er så siden blevet videreudviklet af Roland Barthes, Genette og andre. Den amerikanske kanonforsker over dem alle, Harold Bloom, har primært brugt intertekstualitet psykoanalytisk som et udtryk for, hvordan yngre digters værker er et (kamp)middel til at udæske og overgå de ældre digtere i et opgør, der i en temmelig mandhaftig udlægning næsten får karakter af fadermord. I denne artikel er mit ærinde altså, som det turde være fremgået, at overskride det litterært tekniske og tentativ også indsætte intertekstualiten i en sociokulturel ramme.

  2. Termen er inspireret af Anthony Giddens memory traces (Giddens 1979 s. 59).

Emil Aarestrup, ”Angst” og samtiden

Emil Aarestrup tilhører den strømning, der har fået navnet Romanstismen, og som et stykke ind i 1800-tallet afløste den tidligste danske romantik, som jeg tidligere har beskrevet i kapitlet om Oehlenschlägers digt ”De kiörende”. Hvor der hos de første romantikere fandtes en samklang i alt værende, indkiler der sig med romantismen en nyplatonisk splittelse mellem det hinsidige og det dennesidige. Sammen med f.eks. Steen Steensen Blicher, novellisten over dem alle, og den sene H. C Andersen, f.eks. kunsteventyret ”Skyggen”, bliver der nu rettet blikket mod de sider af livet, som ellers var blevet udgrænset og skubbet til side i etableringen af de romantiske idyller. Det er det skjulte, forbudte, den psykologiske splittelse og sociale konflikter, der bliver hentet frem i lyset. Retningen, der også er blevet kaldt poetisk realisme og andet, forvarsler både fin-de-siècle stemningen i slutningen af 1800-tallet, og den modernisme, der begynder at indfinde sig efter indgangen i 1900-tallet.

I grammatiktikbogen Perleporten (1999) bliver ”Angst” også gjort til sprogligt eksempelmateriale i demonstration ag kongruensbøjninger i det danske sprog.

Generelt for Aarestrups digtning er, at han tager udgangspunkt i den konkrete, empiriske virkelighed, som så kunsten som erkendelsesform er i stand til at finde det evige og universelle i. Tingene splittes, og detaljerne og øjeblikket træder frem, hvilket giver en grundtone af melankoli, hvor ensomhed og død synes uløseligt knyttet til det erotiske og levnede.

Video analyse - Angst af Emil Aarestrup

Nikoline Werdeline, teaterstykket Boblerne i bækken I den endeløse række af forslag til fortolkninger af ”Angst”, der findes i afhandlinger, lærebøger, studenteropgave med mere, bliver digtet ikke sjældent forsøgt sammenfattet i formler og udtryk som: memento mori, carpe diem, vanita, eros, le petit mort, elsk mens nu kan det, lev mens du tør det.

Nikoline Werdeline, teaterstykket Boblerne i bækken

I den endeløse række af forslag til fortolkninger af ”Angst”, der findes i afhandlinger, lærebøger, studenteropgave med mere, bliver digtet ikke sjældent forsøgt sammenfattet i formler og udtryk som: memento mori, carpe diem, vanita, eros, le petit mort, elsk mens nu kan det, lev mens du tør det.

Således også i digtet ”Angst”. Første strofe, formuleret i imperativ, er et råb til en anden om at mødes i et livgivende, pulserende favntag (”runde arme”, ”hjerte”, ”varme”, ”blod”), der i et bristefærdigt nu fyldes af nærvær, før det er forbi. Anden strofe, holdt i indikativ med indslag af futurum, bliver der gjort brug af et par næsten barokagtig vanitas-billeder på skrøbelighed (”boblerne i bækken”, ”bærrene i hækken”), som indikerer visheden om døden, der venter os alle. Denne indsigt kaster betydning tilbage til første strofe og forstærker omfanget af den angst, vi allerede har fornemmet der. Angsten, der har leveret titlen, er altså af erkendelsesmæssig karakter. Og det af Kierkegaardske dimensioner. Det, vi er vidne til her, er ikke frygt, skræk og rædsel, som vi kender det i hverdagen, og som retter sig mod noget bestemt, men den svimmelhed mennesket kan opleve, når det stirrer ned i en afgrund og fatter omfanget af altings forgængelighed, men samtidig netop i det øjeblik indser muligheden for at gribe livet, mens det har det. Digtet synes således at have tydelige forbindelseslinjer til Søren Kierkegaard, og det er derfor god ide til at lade vores jagt på digtets hukommelsesspor starte netop der.

Følelse, lidenskab og bedrag hos Kierkegaard

I Forførerens Dagbog (1843) vil Johannes forføre den purunge Cordelia, og til det formål bruger han sin ven, den nyttige idiot Edvard. Han instruerer ham i at gøre kur til Cordelia på en rigtig kedelig måde, mens han for egen del opvarter og indynder sig hos den tante, som Cordelia bor hos, fordi begge hendes forældre er døde. Johannes udviser overhovedet ingen interesse for den unge kvinde, men snakker mest med tanten om hendes yndlingsemner, priser på korn og andre landbrugsvarer, for så pludselig en dag at anholde om Cordelias hånd.

Cordelia lader, netop som Johannes havde forudset, sin tanten afgøre, om de bør forlove sig, og samtidig bilder han Edvard ind, at det alt sammen er tantens ide og slet ikke noget, som han har fundet på. De bliver forlovet, og nu kan jagten på hendes mødom for alvor begynde. Han kurtiserer hende på flere måder, mens især sætter han han sin lid til de kærlighedsbreve, han formulerer med stor omhu. I et af dem står der at læse: ”Hold dig fast. Hvis verden forgik, hvis vor lette vogn forsvandt under os, vi holdt dog hinanden omsluttede. Hold fastere omkring mig svævende i sfærisk harmoni.” (Kierkegaard 1843, s. 184).

Lighederne med Aarestrups digt synes slående, helt ned i ordvalget. ”forsvundne”, ”omkring”, ”Hold fastere, ”hold fast” og ”omsluttede”. Den mere prosaiske formulering ”svævende i sfærisk harmoni” synes at være sat til at modsvare Aarestrups øvrige lyriske virkemidler, men indholdet er overordnet set noget af det samme.

”Blåt, blåt som poplerne i bækken”

Jan Thielke 2005

Således hentes Aarestrup tydeligvis ind og bliver gjort til en del af de forførelseskunster, Johannes tager i brug for at overvinde Cordelias modstand og forbehold. Og de virker. Hun giver efter i den tro, at dette er begyndelse på deres liv sammen. Men det er det ikke. Øjeblikket efter, at deres elskovsmøde har fundet sted, interesserer hun ham ikke mere: ”Hun har tabt duften”, som Johannes kynisk udtrykker det, da han har forladt hende. I modsætning til hos Aarestrup, hvor vi oplever svimlende nærvær og hengivenhed, bliver det samme sindbillede hos Kierkegaard underlagt Johannes kølige, for ikke at sige iskolde beregning. Det er simpelthen en del af et bedrag. Men der er flere bunde i det lille tekststykke. Forfatteren af Enten-Eller, hvor Forførerens Dagbog indgår som den første af to bøger, kalder Kierkegaard med et pseudonym Victor Eremita, der i sit forord fortæller, at han fandt et stak papirer i et skjult rum i et chatol, som han købte hos marskandiser. Men der er yderligere, viser det sig, indskudt en fortæller mellem Victor Eremita og Johannes, nemlig A. A er en af Johannes bekendte, som har fået fingrene i dennes dagbogsoptegnelser. I arbejdet med at redigere disse har han opsøgt Cordelia og fået tilladelse til at flette de breve, som Johannes har skrevet til hende, ind i manuskriptet, hvorved fragmenterne fra Aarestrup, således indskriver sig i en æske, der er indeholdt i en æske, som er indeholdt i nok en æske. Fra en position uden for det værk, han har begået, iscenesætter Kierkegaard således en række udsigelser med henblik på at udstille den overfladiske liveførelse, en æstetiker som Johannes praktiserer.

Kierkegaard er ikke for begyndere, og disse fortælletekniske krumspring bidrager naturligvis til fortællingen om Kierkegaard som en hundesvær forfatter, der af gode grunde både har givet ophav til et forskningscenter og et selskab, og som igennem litteraturhistorien har fået de lærde til at skændes og hive sig i håret Og et eller andet sted, dybt derinde finder vi altså disse små brudstykker fra Aarestrups digt ”Angst”.

Verdenskrig og tiden derefter – Om lidt er vi borte

Hvis vi yderligere opholder os ved Forførelsens Dagbog og forfølger det intertekstuelle spor, vi allerede er på vej hen ad, så inkarneres Johannes (blandt andet) i den danske efterkrigstid i skikkelse af Johannes Vig, der er den altdominerende hovedperson i Martin A. Hansens radioroman Løgneren fra 1950. Roman er så fuld af citater fra og med direkte og indirekte referencer til Kierkegaard, at der nærmest bliver tale om et stykke programlitteratur. Det gælder f.eks. den lille fiffige detalje, som mangen en gymnasie- og universitetslærer har skamridt gennem tiderne, nemlig at hvis du flytter s’et i Johannes over på efternavnes Vig, får du ordet svig.

Løgneren er blot et eksempel på en lang række værker i den danske før- og efterkrigstid, hvor inspirationen fra Kierkegaards eksistenstænkning er påfaldende. I perioden herskede der en udbredt kulturpessimisme under indtryk af krigens rædsler, der syntes at have påvist, at den virkelighed, mennesket bebor, ikke bliver holdt sammen af en ordnet fornuft uden for mennesket selv, men at vi som subjekter selv må tage ansvar og vælge vores liv. Over alt i det litterære landskab støder vi på æstetikere og vaklende individer, der forsøger at finde fodfæste og mening i en uoverskuelig verden. H. C. Branner fremstiller f.eks. gerne en hovedperson i sin prosa, der er på nippet til at overskride sin æstetiske levevis og træde i et med verden og indse sin egen forgængelighed, men det bliver som regel ved denne lige ved og næsten. Det gælder i novellesamlingen med den sigende titel ”To minutters stilhed” (1944), og en tilsvarende tematik finder vi i den udgivelse, der hedder ”Om lidt er vi borte” (1939), hvormed vi ad en omvej har skrevet os tilbage til digtet af Aarestrup. Som de fleste af os jo kender i forvejen, hvilket ikke er uvigtigt. Pointen er nemlig, at det ikke alene er ældre tekster, der kan kaste lys over de senere, men også de senere, som kan tilføre ny betydning til de tekster, vi allerede er bekendte med, og dermed begynder der at vokse et intertekstuelt væv af betydning frem, der synes at befinde sig uden for tid og sted. Det er denne dynamik, jeg benævner et hukommelsesspor. Det handler om, hvordan vi i grupper og som individer internaliserer og videreføre en bestemt forståelse af virkelighed på bagrund af de erfaringer, der er gjort i bestemte i situationer, og som vi derfor allerede kan relatere til, og som igen i nye interaktioner på andre tidspunkter under andre forhold, kan forstærke de allerede etablerede forestillinger om, hvordan verden er indrettet. Litteratur, der jo er (kan være) en form for genkendelse i motivgenbrug og anden allusion, kan naturligvis være en komponent i en sådan sociokulturelle proces, der er med til at bestemme vores opfattelse af virkeligheden og den verden, vi bor i.

De sorte punkere, asfalt og død

Det er i sangens natur umuligt at tage et objektiv mål af, i hvor stor udstrækning, forskellige forfattere og kunstner rent faktisk står i gæld til det digt af Emil Aarestrup, vi lagde ud med. Angsten som almenmenneskelig erfaring er i høj grad et drivmiddel, mange digte bliver skrevet på. I den danske litteraturhistorie finder vi et stort antal digte, der slet og ret bærer titlen ”Angst”, uden at det nødvendigvis er helt oplagt, i hvilket omfang der er hentet inspiration fra Aarestrup. Det gælder f.eks. H. C. Andersen: ”Jeg har en Angst som aldrig før” (1864), Viggo Stuckenberg,: ”Angst” 1901, Tom Kristensen ”Angst” (1930), Tove Ditlevsen: ”Angst” 1933, ”Ole Sarvig ”Vild Angst” (1944) og flere endnu.

Søren Ulrik Thomsen, der i øvrigt meget passende modtog Aarestrupmedaljen i 1991, har et digt med i City Slang i 1981, der hedder ”Angsten”, men det ville være forkert at sige, at eventuelle intertekstuelle tråde til vores Arrestrup-digt er aldeles tydelig. Til gengæld opviser firser-lyrikken, der blev til under påvirkning af den kolde krig, der når som helst kunne blive varm, massearbejdsløshed, nykonservatisme, generelt et tydeligt slægtsskab med Aarestrup og romantismen. Også hos no-future-generationen er den flygtige væren og visheden om den altid nærværende død et tilbagekommende tema. Nutiden bliver et brændpunkt for en intens væren, der forstærkes af en uvis fremtid. En markant forskel er dog, at hvor Aarestrups scener var forlagt i naturen, er vi nu rykket ind i byen. Firserlyrikken udspiller sig (ofte) i et urbant miljø, hvor de tilbagekommende ord er ”nat”, ”neon”, ”blod”, ”asfalt”, ”død”, ”krop”, ”drømme”.

Hvis vi blandt firserpoeterne leder efter et eksempel på mere direkte inspiration fra Aarestrup, finder vi det hos Juliane Preisler, hvor vi i Strengt falder fra 1983, hvor vi støder på linjerne: ”Så snart, så snart stryger vi ud og bliver ukendte./Endnu inden faldet er slut bliver luften bærende”, og i Pia Tafdrups Når der går hul på en engel fra 1981: ”Jeg længes efter/ at stige op efter sensommerskyerne/og røre ved stjernerne/før de slukkes”.

Parodier, pasticher og performativet

I nyere tid, hvilket i denne sammenhæng vil sige i det nye årtusinde, dukker referencerne hos de digtere og kunsterne, der har været inspireret af ”Angst” helt op i tekstoverfladen. Det er slet ikke til at tage fejl af, at værkerne står i gæld til Aarestrup. Et andet karakteristikum er, at den alvorsfulde patos, vi fandt i romantismen, i efterkrigstiden og i 80’er lyrikken, tydeligvis er erstattet af tant og fjas, ironi og parodi. Det gælder f.eks. Simon Grotrian, der i 1998 modtog Aarestrupmedaljen, og som har følgende digt i Seerstemplet 2001 med helt samme rimfølge som Aarestrup ABCB:

 

Slå mælkeveje om mig
jeg kvæles jo i tarme
slå til mod denne rumlen
af indespærret harme.

Om lidt, når vi er druknet
som kattene i sækken
skal stjerner blive kærtegn
der løfter os fra bækken.

Her sammenblandes det universelle og det dagligdags, det evige og det banale, ligesom der på næsten Benny-Andersensk-vis genoplades slidte talemåder: ”Om lidt, når vi har druknet/ som kattene i sækken.

Men det er ikke leg det hele. De sidste to vers: ”Skal stjerner blive kærtegn/der løfter os fra bækken”, som i øvrigt synes at have ekkoer fra andre digte, Tom Kristensen og Pia Tafdrup, i sig, vidner om en overjordisk, metafysisk verdensforståelse, der trods alt hæver sig (os) over platheder og prutter. Imidlertid kan det være vanskeligt at se forskel på, hvad der er ironi, og hvad der skal tages for pålydende, hvilket kan siges at være typisk i en post(post)moderne tidsalder, hvor sjov og alvor har en tilbøjelighed til at flyde sammen.

Lidt i samme stil som Grotrian, men med en endnu mere gennemført ironi, og (måske) endnu flere intertekstuelle forgreninger, finder vi hos Rasmus Nikolajsen, som jeg nævnte i indledningen. Et digt i hans Alting slutter med et bryllup lyder sådan her.

Om lidt er vi sammen som bær
i en skål, røg stjålet ned i
pose, maskiner der føder
maskiner, kyssende lamperne,
æg slået ud på en pande,
to uens sokker, stære på
træk eller vand der suger sig
gennem i kaffe i et filter.

Men vi er slet ikke færdige med Nikolaj Rasmussen. Nikolaj Rasmussen, der har skrevet et helt universitetsspeciale, der handler om remix som hans egne, er også et eksempel på, hvordan de nye digte, der indoptager hele eller dele af Aarestrups digt, også gør brug af moderne medier og nye teknikker. Rasmus Nikolajsen har f.eks. lavet et sms-remake, hvor han anvender telefonbogens ordbogs- og stavefunkitoer og, noget forenklet forklaret, ser, hvad der kommer ud af det, når han taster Aarestrups digt. Resultatet blev det her, publiceret i Hvedekorn 4,i 2008:

 

Angst (sms-remake)

Hold farver omkring mig
med dine runde brød
hold fastfood imens dit hjerte
endnu har almindelighed og varme.

Om lidt så er vi skilt advokatomkostninger
som cappuccino på hakkebøf
om lidt er vi forsvundne
som analyse i ballast.

(se også artiklen "Hvor er fra i sneen fjorten?" i Litteratur.nu.)

I tekstserien Hvermandag, hvor digte bliver set ud som elektronisk nyhedsbrev til hundredevis af abonnementer i form at en email, finder vi også dette prosastykke af Tina Sakura Bestle fra 14. december 2015.

 

Kæreste amatør, jeg bønfalder dig, elsk mig, inden du lader mig gå, lad os dele en kartoffelmad med et nip salt, tag mig i hånden, hold om mig (det, du kan nå af mig) i den sidste jordiske nat. Hold om mig. Hvis du tør. Åh, Ager. jeg ved du tør. Per aspera ad astra.

 

Et aftryk af ”Angst” finder vi også i Lars Bukdahls nonsensdigt ”Storm P.-alfabetet” fra Alfabeter til Pluto (2008), hvor det er digtets udtryksside, der som en sproglig maskine generer mængder af mærkelige maskiner: En ”drømmemakulator”, en ”cykeltyvetævemskine” og minsandten om der ikke også dukker en ”bækboblefordoblemaskine” op. Da jeg kontaktede Bukdahl og spurgte ind til inspirationen fra Aarestrup, leverede han dette lille homage a Nikolajsen og Aarestrup som svar: ”Snart er vi floromvundne/ som biblerne på bakken.

Foto: Lone Hørslev. Digtet her, der trækker tråde ikke alene til Aarestrup, men også Tove Ditlevsen og Vita Andersens knækprosa, stammer fra La’ os fra 2012, og her er det linjerne: ”Døden var lige her/ i bærerne på hækken, boblerne i bækken/ en rislen i bækken, en hvislen i hækken”, der kalder på opmærksomhed, for her finder vi samtidigt referencer til Danmarks stolte vinder af det internationale Melodi Grandprixved Grethe og Jørgen Ingeman fra 1963: ”Dansevise”.  

”Angst” sat i musik

Og apropos musik: Lyrikken er som bekendt musikkens litterære genre, og ”Angst er tonesat i flere omgange, f.eks. visetradition ved Thomas Kjellerup, Peter Thorup, Annemarie Zimakoff, jazzificeret ved Annelie og Aske, Techno ved Fariplex. og mere endnu.

Der er også en hel del musikere, der vedgår deres gæld og inspiration til Aarestup uden direkte at sætte musik til hans ord. Det gælder f.eks. den folkekære Peter Belli, der i 2016 annoncerede sit sidste studiealbum. Det kom til at hedde: ”Som boblerne i bækken”.

Vi har allerede nævnet Kim Larsens ”Om lidt bliver her stille”. Den blev ikke alene valgt som hans bedste sang gennem tiderne ved seerafstemning på DR 2 i anledning af hans 70 års fødselsdag i 2015. Den er også samtidig blevet en yndet begravelsessang ved borgerlige bisættelser. Dog skal det bemærkes, at Aarestrups angst er afløst af en blødere melankoli og en accept af verden, som den nu engang er indrettet, og således er det i en vis forstand den sitrende krampagtige stemning, der tages ud af Aarestrup.

 

Om lidt blir her stille
om lidt er det forbi
fik du set det du ville
fik du hørt din melodi

Forladt og alene
danser cirkusprinsessen rundt
går i stå på sin line
i et sanseløst sekund

Om lidt, om lidt er vi borte
vi ses måske igen

K. Larsen og Leif Sylvester Petersen

Om lidt er vi borte

Det er unægtelig en hel del, der har rod i Aarestrups digt fra 1838, og det er ikke småting af knopskydninger og forgreninger, vi har været vidne til siden dets tilblivelse: Husmure, tatoveringer, sms-tekster begravelser, dødsannoncer, performativ poesi, film, teater og mere endnu. Vi taler om et væv af betydning, der har etableret sig som et hukommelsesspor ikke alene i den danske litteraturhistorie, men også på forskellige måder i den virkelige verden uden for bøgene. Som noget vi, der taler dansk, er gået hele vejen igennem det danske uddannelsessystem og lever i Danmark genkender, fornemmer og i forskelligt omfang har taget til os. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal læse det som et udtryk for, at det danske folk har en særlig egenart, der kunne være indstiftet af gud eller en særlig glorværdig historie. Det er slet ikke mit ærinde. De sociokulturelle betragtninger, jeg her har bragt i anvendelse, og som indskriver sig et sted imellem samfundsvidenskaberne og de humanistiske fag, handler udelukkende om, hvordan den mellemmenneskelig dynamik er tilbøjelig til at etablere strukturer og mønster, for det er nu engang sådan, vi fungerer, når vi har med tekster og hinanden at gøre. Hvad der kan tillægges ud over det, må stå for egen regning. Men det findes, og det er værd at opholde sig ved.

Til gengæld fortæller historien om digtet ”Angst”, hvad litteraturen kan. Mange af de svar, vi leder efter alene eller sammen, dem kan vi måske finde i litteraturen, og det er nok værd at tænke over, når litteraturen bliver marginaliseret og for eksempel skubbet ud af undervisningen og andre steder til fordel for en masse andet.


Literatur

Kristeva, Julia (1969). Semeiotikè. Recherches pour une sémanalyse. Paris : Edition du Seuil

Giddens, A. (1979). Central problems in social theory: Action, structure, and contradiction in social analysis. Los Angeles, CA: University of California Press.

Allen, G. (2000), Intertextuality, London: Routledge.

Fairclough, N. (1995), Critical Discourse Analysis, London: Longman.