International Web Community for Scandinavian Studies
andersen frimaŐąrke.jpg

Canon Revisited

av Robert Zola Christensen

Kunsten at skyde ællinger med kanoner

Nogle indledende overvejelser omkring den litterære kanoniseringsproces

 

 Flyt jer, forbilleder/ I har stillet jer hvor jeg skulle st√•
Theis √ėrntoft

Zweckmäßigheit ohne Zweck
Immanuel Kant
 

Da den dav√¶rende konservative kulturminister Brian Mikkelsen i efter√•ret 2004 nedsatte en r√¶kke kanonudvalg, der skulle fremtage de vigtigste arbejder og v√¶rker inden for de syv kunstarter, m√łdte initiativet st√¶rk modstand. Projektet blev af mange set som en statsligt monopolisering af kunsten og som et udtryk for national selvtilstr√¶kkelighed. Det blev ikke meget bedre, da udvalgsrapporten blev lanceret √•ret efter, og Brian Mikkelsen gik p√• talerstolen p√• de konservatives landsm√łde og proklamerede, at ‚ÄĚen middelm√•dig muslimsk kultur aldrig bliver lige s√• gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem p√• det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser, Dueodde og Bl√•vands Huk‚ÄĚ.1

De voldsomme reaktioner p√• initiativet er ingen lunde overraskende. Igennem historien har vi v√¶ret vidne til ind√¶dte og st√łjende diskussioner, n√•r kanonsp√łrgsm√•let er blevet taget op. Forskellige grupperinger og teoretikere har angebet de foresl√•ede l√¶stelister og fundet anledning til at lancere alternative kanonformationer. Disse kr√¶fter har i nyere tid inden for litteraturen blandt andet samlet sig under slagordet Opening up the canon, som en antologi fra 1979 hedder. Udgivelsen var med til at starte, hvad der i den angloamerikanske akademiske verden er blevet kaldet The Canon Wars og The Battle of Books, og m√•ls√¶tningen var at g√łre op med den historisk fremvoksede kanon, der prim√¶rt var repr√¶senteret af Dead White European Men. Det var blevet tid til, mente mange, at g√łre plads til de kvinder, de lavere samfundsklasser, de etniske og seksuelle minoriteter samt de koloniserede folk, der ellers var blevet holdt uden for den litter√¶re offentlighed.

Lad det v√¶re sagt: Det er givet, at kanon kan, er og altid vil blive brugt til politiske og ideologiske form√•l, og at genstandsfeltet i det hele taget kan synes bet√¶ndt, men derfor skal vi som forskere ikke lade v√¶re med at besk√¶ftige os med det. M√•ske tv√¶rtimod. Det er ikke mindst d√©r, hvor brydninger opst√•r og uenighederne l√łber til, at der kan v√¶re noget at komme efter, hvad denne bogs kapitler meget gerne skulle give eksempler p√•. Og hvad mere er: Hvis hensynet til den gode ro og orden og de herskende anskuelser afholder os fra at diskutere, hvad der er blevet kanoniseret, og hvordan det er g√•et til, og hvad det betyder for os, s√• risikerer vi at h√¶lde barnet ud med badevandet.

De facto og de jure kanon

Selv om vi som udgangspunkt kan n√¶re en modvilje imod kanon, betyder det nemlig ikke, at der ikke er nogen. Der har altid v√¶ret bestemte v√¶rker og forfatterskaber, som er blevet fremh√¶vet p√• bekostning af andre til forskellige tider, p√• forskellige m√•der og af forskellige √•rsager. Den litteratur, der tilh√łrer kanon, er i den optik den, der har vist sig at v√¶re det, eller hvad der i denne udgivelse vil blive ben√¶vnt de facto kanon, og det er alts√• den, vi bliver vi n√łdt til at forholde os til, hvad enten vi kan lide det eller ej. De facto-kanon er s√•ledes den slidst√¶rke litteratur, der rent faktisk er blevet kanoniseret. Vi taler om de forfattere og v√¶rker, der igen og igen er blevet genoptrykt, behandlet, analyseret og fortolket, oversat, diskuteret og efterlignet. Hvis vi parafraserer den amerikanske litteraturforsker Harald Bloom (Bloom 1973), sker det i en i alles kamp mod alle, hvor de forfattere, der bliver kanoniseret, er dem, hvis v√¶rker overlever p√• bekostning af dem, der glider ud i glemslen.

I en ideologisk pr√¶skriptivt funderet tilgang til kanondiskussionen er det derimod ikke virkeligheden, der bliver taget bestik af, men i h√łjere grad en forestilling om, hvordan den burde (de jure) se ud, betragtet fra et st√•sted, der befinder sig uden for kanons egen tilblivelsesproces. Anvendt p√• den m√•de bliver kanon gjort til et stykke politisk v√¶rkt√łj med henblik p√• at sikre, at bestemte, oversete samfundsgrupper kommer til orde.

Men sp√łrgsm√•let melder sig, om ikke et s√•dant opg√łr, der vil indstifte en ny kanon p√• baggrund af et mere demokratisk repr√¶sentationsprincip, finder sted p√• et forfejlet grundlag, eftersom en alternativ, normativ kanon altid allerede vil v√¶re underlagt den faktiske, dynamiske kanoniseringsproces, som vi i et eller andet omfang kan udl√¶se af den virkelighed, vi iagttager. Selv om de to st√łrrelser, de facto kanon og de jure kanon, st√•r i et forhold til hinanden, kan et forslag om at omg√łre den faktiske kanon eller et fors√łg p√• at kanonisere en bestemt slags litteratur aldrig v√¶re andet og mere end et indl√¶g i mangfoldigheden af performative handlinger, hvor forskellige institutioner, grupperinger og individer i en stadig polemik fors√łger at sl√• til lyd for, at netop den litteratur, de finder v√¶rdig, skal v√¶re kanon. Det kan s√• ske p√• baggrund af en lang r√¶kke kriterier, s√•som √¶stetiske, sociale, skolep√¶dagogiske, √łkonomiske, etniske og mere endnu. Imidlertid er det kun eftertiden, som kan fort√¶lle os, hvem der rent faktisk l√łb af med sejren. Det betyder ikke, at vi ikke kan √¶ndre den etablerede kanon fremadrettet, det sker hele tiden, men at bestride den kanon, der er vokset frem af historien p√• et givet tidspunkt, fordi vi ikke kan lide den, er at fors√łge at omg√łre virkeligheden, fordi den ikke passer os.

Men det er ikke det hele. Et spadestik dybere: Hvis vi fastholder en pr√¶skriptiv tilgang til kanonsp√łrgsm√•let, og retrospektivt forf√¶gter den kanon, vi rent faktisk kan registrere, s√• tilsides√¶tter vi samtidig de underliggende magtstrukturer i det samfund, der har skabt den. Det er aldeles sandt, at den litter√¶re arv prim√¶rt er skabt af hvide, uddannede europ√¶iske m√¶nd, hvilket skyldes, at de udgjorde en privilegeret, skriftkyndig elite, har v√¶ret i besiddelse af den kulturelle kapital, for nu at anvende et udtryk af Bourdieu (Bourdieu 1986), som senere er blevet overtaget og forvaltet af kanonforskeren John Guillory (Guillory 1993). I et metaperspektiv afspejler kanon s√•ledes de forskellige litter√¶re pr√¶ferencer og privilegier i forskellige perioder, og det er m√•ske i virkeligheden det, der er det mest interessante ved den. I stedet for at etablere og insistere p√• et politisk korrekt st√•sted uden for den litteratur, vi arbejder med, er det m√•ske i virkeligheden mere vedkommende at afd√¶kke nogle af underliggende magtstrukturer og mekanismer, som afspejler den litteraturhistoriske virkelighed, som den har set ud til forskellige tider. Frav√¶ret af f.eks. bondeforfattere, arbejderforfattere, kvinder og bestemte minoriteter er ikke, som ogs√• kanonforskeren John Guillory betoner det (f.eks. Guillory 1993: s. 15), et udtryk for en konspiratorisk eksklusion, men den omst√¶ndighed, at disse grupper i samfundet ikke er blevet givet samme foruds√¶tninger for at kunne producere kanonis√©rbare v√¶rker.2 Hvilket i sin tur naturligvis s√• kan betragtes som aldeles unfair og som noget, der b√łr laves om p√•, men det er yderst diskutabelt at begynde ikke m√łblere rundt i litteraturhistorien og lave om p√• den med tilbagevirkende kraft, fordi vi synes, den burde have taget sig anderledes ud, end den nu rent faktisk gjorde. Hertil kommer, at en undergrundskanon eller en alternativ af slagsen jo ligeledes baserer sig p√• et udv√¶lgelsesprincip, hvorfor den i sin bestr√¶belse p√• at v√¶re inkluderende s√• blot bliver ekskluderende p√• en ny m√•de. For at undg√• den blindgyde, opstiller forskerene, n√•r de g√•r i arkiverne og st√łver glemte eller oversete forfatterskaber af, i reglen kvalitative, immanente kriterier, der skyldes litteraturen i sig selv. Men s√• er det f√łrst for alvor, som vi skal se i det f√łlgende, at problemerne l√łber til.

√Üstetisk, k√łn og kanon.

I 1983 udgiver Pil Dahlerup sin disputats Det moderne gennembruds kvinder, der udkommer pr√¶cis hundrede √•r efter, at George Brandes udgav Det moderne Gjennembruds M√¶nd. M√•ls√¶tningen er at give ikke mindre end 70 kvindelige forfattere oprettelse med 100 √•rs forsinkelse. Dahlerups pointe er, at kvinderne til trods for litter√¶re kvaliteter, der kan m√•le sig med m√¶ndenes, blev opfattet som truende og derfor udelukket fra det gode selskab i 1870‚Äôerne.[3] Det er imidlertid sv√¶rt at tage et objektivt m√•l af et v√¶rks eller et forfatterskabs litter√¶re kvalitet. Det ligger jo i kunstens v√¶sen, at den, hvis vi taler med 1700-talst√¶nkerne som Edmund Burke og Immanuel Kant, netop afs√łger og udfordrer gr√¶nserne for det begribelige og ligefrem virker gennem at unddrage sig en entydigg√łrende fastholdelse. Kunsten er en genstand, der forekommer os hensigtsm√¶ssig, uden vi kan se, at den tjener nogen hensigt, som Kant formulerer det i Kritik af d√łmmekraften 1790. Hermed skriver vi os samtidig ind i hjertet af humanioras problemfelt, for hvordan udl√¶gge og videnskabeligg√łre det, der er kendetegnet ved ikke at kunne videnskabeligg√łres? Det kan godt v√¶re, vi analytisk kan g√łre rede for poesiens metriske m√łnstre, kvantiteten af allitterationer, fort√¶lletekniske spidsfindigheder og de enkelte ords semantiske felter, men hvordan skal vi forklare, hvad der sker, n√•r vi som mennesker bliver bev√¶get og henrykket af det, vi l√¶ser? Vi kan iagttage de spor og merbetydninger, den √¶stetiske virkekraft s√¶tter, og de effekter, den har p√• sin l√¶ser, men vi har ikke adgang til, hvad den er i sig selv. Vi sidder i Platons hule og ser skyggerne oppe p√• klippev√¶ggen, mens vi dr√łfter, hvad det dog kan v√¶re, der bev√¶ger sig forbi udenfor.

Det er netop denne g√•defulde egenskab ved kunsten, der er baggrunden for, at kanonkrigen kan rase, og konkurrerende skoler og retninger afl√łser og tager livtag med hinanden. Og dermed, hvis det ikke er muligt at tage et v√¶rdineutralt m√•l af kunsten uden for det rum, den bliver til i, har vi skrevet os tilbage til vores udgangspunkt, nemlig at kanon er den litteratur, der rent faktisk har vist sig at v√¶re det.

Samtidigt ser vi paradoksalt nok, at retorikken, n√•r forskere (og l√¶gm√¶nd for den sags skyld) fors√łger at plukke den eftertragtede, √¶stetiske frugt, ikke sj√¶ldent temmelig bastant og insisterende. Hvilket jo kan synes paradoksalt, eftersom den jo netop ikke lader sig plukke, men det skal nok snarere ses som et resultat heraf. I The Western Canon fra 1994, der m√• sige at v√¶re den enkeltst√•ende udgivelse, som har givet anledning til de st√¶rkeste reaktioner i den nyere kanonkrig, pointerer Harold Bloom igen og igen, at den kunstneriske skaben altid indeholder et uudgrundeligt aspekt, men alligevel g√•r han ufortr√łdent i gang med, ene mand, at opstille forfatterlister over al verdens litteratur, som han anser, at hans omgivelser b√łr tage til efterretning. Det sker i en stadig mere st√•lsat retorik, der, hvis vi piller den fra hinanden, viser sig at v√¶re b√•ret oppe af karakteristika som ‚ÄĚtrue greatness‚ÄĚ og ‚ÄĚstrangeness‚ÄĚ, der ikke rigtigt giver et v√¶rdineutralt og solidt grundlag at bed√łmme hans mange lister p√•.

N√•r alt kommer til alt handler √¶stetikken om, hvad der siden slutningen af 1600-tallet er blevet kaldt smag. Smagen er forankret i det individuelle og subjektive, men som samtidig bunder i en objektivt eksisterende foreteelse, vi deler med vores medmennesker. Vi har jo alle sammen smag, hvorfor vi i m√łdet med den anden vil v√¶re tilb√łjelige til fors√łge at overbevise vedkommende om, at vores smag er den almene, mens sandheden er den, at det eneste, vi rent faktisk deler, er den almenmenneskelige oplevelse af at have en smag (eine subjektiv Allgemeinheit, som Kant meget pr√¶cist formulerer det (Kant 1983 (1790), s. 279).[4] Det betyder ogs√•, at kanon, selv om dens drivkraft er en orientering mod konsensus, inddeler folk i dem, der har en god smag, og dem der har en d√•rlig, og hermed er scenen er sat for de voldsomme kanondiskussioner, vi har v√¶ret vidne til igennem tiderne.

Lad os tage fat et andet sted: Den danske digter Tove Ditlevsen, der med klassiske enderim skrev om livets store sp√łrgsm√•l, d√łden og k√¶rligheden, blev fejet til side af de mandhaftige konfrontationsmodernister med Klaus Rifbjerg i spidsen, der i 1960 indtog den litter√¶re scene med en anderledes kontant og rimfri stil. M√•ne, evighed og hjerte blev erstattet af badev√¶relser, kraner og skibe. Imidlertid har Tove Ditlevsen f√•et en ren√¶ssance i disse √•r, der er helt uden sidestykke i dansk litteratur. Forfattere som Olga Ravn, Lone H√łrslev og Stine Pilgaard har i flere omgange givet udtryk for deres g√¶ld til Ditlevsen, og hun har f.eks. f√•et en v√¶gtig biografi ved Jens Andersen, ligesom dele af hendes forfatterskab har fundet vej til teaterscenen. Men det er ikke det hele. Ved genopdagelse af Tove Ditlevsen bliver den etablerede kanon samtidig revet op ogs√• andre steder og sat i gyngninger. Blandt andet synes der i disse √•r at blive sat nyt fokus p√• den kvindelige generation af 1970‚Äôer-kn√¶kprosadigtere, der f.eks. t√¶ller Vita Andersen og Lola Baidel, og som Ditlevsen ligeledes inspirerede. Disse digtere var ved indgangen til 1980‚Äôerne ellers blevet distanceret af nysymbolister som Michael Strunge og S√łren Ulrik Thomsen.

Nu vel, naturligvis er de forfattere, vi har til behandling, forfattere, f√łr de er m√¶nd eller kvinder, men det er givet, at de tendenser, vi ser, ogs√• er et vidnesbyrd om, at det ser anderledes ud i dag end i Brandestiden. Inden for de senere √•r, er der s√•gar opst√•et en diskussion om, hvorvidt kvinderne er begyndt at dominere den litter√¶re verden. Det er alts√• ikke alene prim√¶rt kvinderne, der l√¶ser, k√łber b√łger og g√•r p√• biblioteket, som statistikkerne fort√¶ller, det er ogs√• i h√łj grad de kvindelige forfattere, er der visse statistikker, som viser, der l√łber med priserne, legaterne og h√¶deren. Litteraturforskeren Mette H√łeg gik 2015 s√• langt som til at h√¶vde, at litteraturen er begyndt at lide af en piget selvoptagethed og ‚ÄĚet kedsommeligt krops- og k√łnsfokus‚ÄĚ (H√łeg 2015).

Hvis vi lader os rive med af den hidsige debat, der rejste sig i k√łlvandet, kan vi nemt komme til at overse, hvilke kendsgerninger der ligger gemt i et indl√¶g som Mette H√łegs. Det er ubestrideligt, at der i en eller anden udstr√¶kning er fundet en omfordeling af den kulturelle kapitel sted, litteraturen har skiftet k√łn, men det bem√¶rkelsesv√¶rdige er nu, at det sker samtidig med at litteraturen, som det p√• dansk grund er beskrevet af Dan Ringgaard i hans lille skarpe Litteratur (Ringgaard 2014), er tr√¶ngt i defensiven af andre kunstneriske tilbud og en stadig voksende underholdningsindustri, f.eks. film, tv-serier, computerspil og andet. P√• det eksisterende bogmarkedet bliver der samtidigt udgivet stadig flere biografier og krimier p√• bekostning af den ‚ÄĚrigtige‚ÄĚ litteratur. I skoler, gymnasier bliver der i danskundervisningen givet mere plads til f.eks. reklamer, tegneserier og livsstilsjournalistik, og p√• mange universiteter verden over bliver litteraturen lagt ind under Culturel Studies og *Post Colonial Studies *

Det, vi med andre ord kan v√¶re vidne til, er alts√•, at alt imens kvinder f√•r st√łrre andel i den litter√¶re kapital, sker det i takt med, at dens v√¶rdi bliver formindsket og dens status som s√¶rlig og privilegeret erkendelsesform er under pres, som i √łvrigt ogs√• Harold Bloom og Easthope er opm√¶rksom p√• (f.eks. Bloom 1994, s. 4; Easthope 1991). Den udvikling er un√¶gteligt interessant i et genusperspektiv, for det betyder, at de patriarkalske forhold, der herskede under Brandestiden, ikke n√łdvendigvis er forsvundet, selvom vi m√•ske ikke umiddelbart kan f√• √łje p√• dem. De sidder stadigv√¶k i de rammer, litteraturen bliver til i.

Populisme, Palles Tivoli og von Trier

Betyder det nu, n√•r smagen i bund og grund er subjektivt funderet, at sidste uges (trivial)novelle i S√łndagsBT er lige s√• god som en af dem, Giovanni Boccaccio skrev i 1300-tallet eller de gotiske fort√¶llinger Karen forfattede i 1930‚Äôerne? Kan et bes√łg i Palles Tivoli i princippet v√¶re en lige s√• stor √¶stetisk oplevelse som en rundvisning i Sagrada Familia katedralen i Barcelona? Er X-faktor lige s√• godt fjernsyn som et af Leif Panduros tv-spil?

Den neokonservative Allan Bloom udgav i 1987 en bog med den talende titel The Closing of the American Mind, hvor han p√• det kraftigste advarede mod denne form for postmoderne relativisme, som han ans√• var et udtryk for ligegyldighed, slaphed, pop, spas, d√•rlig moral og mangel p√• kritisk t√¶nkning og dannelse. P√• dansk grund har lektor Hans Hauge, der var formand for det f√łrste kanonudvalg, som blev nedsat af Bertel Haarder i efter√•ret 1992, p√• lignende m√•de i snart et kvart √•rhundrede v√¶ret optaget af litteraturen som redskab for almen dannelse (Hauge 1992; Hauge 2016), ligesom han har anf√łrt, som Harold Bloom har gjort det f√łr ham, at livet er for kort til, at vi skal l√¶se en masse d√•rlige b√łger af ikke s√¶rligt dygtige forfattere. Vi kan lige s√• godt v√¶lge fra de √łverste hylder (Hauge 2011).

Men igen: Hvis der ikke er nogen objektiv m√•lestok for den kunst, vi omgiver os med og g√łr brug af i vores liv, kan det ene s√• ikke v√¶re lige s√• godt som det andet? Svaret p√• det sp√łrgsm√•l er s√•dan set b√•de et ja og et nej. Vi skal tilbage til Kant, Bourdieu og Guillory.

De toneangivende akt√łrer i den litter√¶re offentlighed, det vil sige dem, der er i besiddelse af den kulturelle kapitel, er som udgangspunkt dem, der h√•ndplukker den litteratur, der bliver betragtet og pr√¶senteret som den bedste af slagsen. Deres pr√¶ferencer og vurderinger skinner naturligvis igennem, eksplicit eller implicit, n√•r de sammenstiller pensumlister, anmelder, udarbejder antologier og skriver litteraturhistorier. Selv om de m√•ske nok i deres udgangspunkt er styret af deres individuelle smag, er de uafv√¶rgeligt p√•virket af de allerede g√¶ldende autoriteter p√• omr√•det, som de definerer sig negativt eller positivt til. Den finkultur, der over tid bliver vasket frem af etablissementet, er den, der bliver placeret p√• de √łverste hylder, mens en helt del af den resterende bliver anbragt i en overskudspulje af lav- eller popul√¶rkultur. Resultatet af denne proces er historisk set en objektivt eksisterende foreteelse, kanon er som sagt kanon, ogs√• selv om den i sit afs√¶t hviler p√• subjektive smagsdomme. Vi taler, i et kultursociologisk perspektiv, der vil blive udviklet i et senere afsnit, om en dynamik, hvor de pr√¶ferencer, vi internaliser og opdrages til at have, kan blive selvbekr√¶ftende og vejledende for, hvordan vi p√•sk√łnner nye litter√¶re udtryksformer. Den herskende smag er den herskende smag, for at parafrasere Marx, og vi er i gang med at indkredse de strukturelle, usynlige m√łnstre, der styrer den menneskelig adf√¶rd, ogs√• uden at vi n√łdvendigvis sk√¶nker det en tanke. Det betyder, at n√•r litteraturen overg√•r til at blive kanon, bliver den s√• samtidig gerne en del af det vedtagne arvegods, og det desuagtet, at vi blev opm√¶rksom p√• den til at begynde med, fordi den b√łd p√• noget anderledes og nyt i forhold til det, vi ellers kendte. Det er s√• her, Harold Blooms tanker om strangeness synes at komme til sin ret. Et v√¶rks originalitet og kunstneriske virkekraft best√•r i, at det skiller sig ud, viser nye frapperende veje, og det i en s√•dan grad, at det er i stand til at indstifte sig som norm eller regel for andre, der bed√łmmer og begynder at efterabe det. Men i denne dynamik er der samtidig den iboende fare for, at det upr√łvede men efterligninsv√¶rdige med tiden, i takt med der sker en smagsm√¶ssig tilv√¶nning, selv overg√•r til at blive en del af traditionen. Det er for eksempel det, der er sket med den danske m√łbeldesign med Arne Jacobsen, B√łrge Mogensen og Hans J. Wegner i spidsen, som i 1950‚Äôerne blev betragtet som vovet p√• en ny og funktionel m√•de, men som efterh√•nden er g√•et hen og blevet gammelkendte stilikoner, der st√•r udplaceret rundt omkring i dannede, danske hjem. Et eksempel mere: Den kul√łrte graffiti, som blev sprayet p√• murene i storbyerne i 1970erne og 1980‚Äôerne af utilpassede unge, fandt med tiden ogs√• vej til de fine kunstgallerier og blev en stueren udtryksform.

Inden for litteraturen kan Martin A. Hansens radioroman L√łgneren (1950) tjene som eksempel. Udgivelsen, der fort√¶lleteknik, motivisk og tematisk st√•r i g√¶ld til blandt andre Steen Steensen Blicher og S√łren Kierkegaard, fik rigtig mange danskere til at blive hjemme i stuerne og lytte til den spekulative fort√¶ller Johannes Vig, der skridtede rundt p√• en fiktiv dansk miniput √ł og iagttog sine omgivelser. I krattet puslede forskellige symboltunge fugle, som der er skrevet artikler og afhandlinger om, og til mange gymnasie- og universitetsl√¶reres begejstring kunne s‚Äôet i fornavnet meget beh√¶ndigt glide over p√• efternavnet, s√• Johannes Vig blev til Johanne Svig i en understregning af karakterens svigefulde adf√¶rd. Romanen er i efterkrigstiden blevet skam- og s√łnderanalyseret i en s√•dan grad, at den kan opleves som n√¶rmest slidt op, og den vidner om, at det at blive erkl√¶ret som kanon kan v√¶re et tegn p√•, at ens kunstneriske udtryk kan v√¶re p√• vej at miste sin friskhed.

Det er √łjensynligt ogs√• p√• den konto, at filmmageren Lars von Trier tilbage i 2004 skrev et √•bent brev til Brian Mikkelsen, hvor han p√• det kraftigste frabad sig at blive en del af dennes kanonbestr√¶belser. I et fors√łg p√• at v√¶rge for sig og fastholde sin ut√¶mmelige kunstneriske status kippede von Trier det danske flag i stykker, fjernede alt det hvide, og syede stoffet sammen igen, s√• det blev et sm√¶ldende, r√łdt flag, som han i en videohilsen til danske folk lod hejse under afspilningen af ‚ÄĚNationale‚ÄĚ.

Kanon blev han naturligvis alligevel, og han er i dag placeret af dogme-traditionen, der bliver betragtet som en s√¶rlig b√łlge fra 1995, der gav inspiration til instrukt√łrer verden over.

Nationalstaten og litteraturen

At Brian Mikkelsen kobler sit kanonprojekt sammen med en nationalkonservativ praksis er p√• ingen m√•de m√¶rkeligt. Det er nemlig lige pr√¶cis p√• den m√•de, den historisk set har v√¶re brugt i skolesystemet og andre steder. Oprindeligt har kanon, der etymologisk (fra gr√¶sk) betyder r√łr, stang, m√•lestok, regel, rettesnor v√¶ret sat i forbindelse med udv√¶lgelsen af de hellige skrifter, der endte med at f√• lov at udg√łre Bibelen. I den kanoniseringsproces blev visse tekster og versioner betragtet som mere v√¶rdifulde og autoritative end andre, og det er det samme koncept, der vandt indpas i skole- og uddannelsessystemerne i slutningen af 1700-talet, da den klassiske, latinske kanon efterh√•nden blev erstattet af en nationalsproglig. Kanonkonstruktionen blev nu lig med en fastl√¶ggelse af is√¶r moderm√•lsundervisningens curriculum og pensum, og den kan slet og ret anskues som national fiktionslitteratur, der af sproglige og indholdsm√¶ssige grunde blev betragtet som passende at l√¶se i skolesystemet. Det er i √łvrigt ogs√• p√• den baggrund, at litteraturl√¶sningen traditionelt set har v√¶ret vigtig p√• fremmedsprogfagene.

I Danmark var Ove Mallings over 700 sider Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, der blev udgivet i 1777, mere eller mindre obligatorisk l√¶sestof i skolen i over 100 √•r, og den udkom i ikke mindre end otte oplag. De enkelte kapitler tog sig af at behandle klassiske dyder som ‚ÄĚtapperhed‚ÄĚ, ‚ÄĚk√¶rlighed til f√¶drelandet‚ÄĚ, ‚ÄĚ√¶delmodighed‚ÄĚ, ‚ÄĚtrofasthed‚ÄĚ og mere af det samme, hvor anekdotisk stof og sm√•biografier var sat til at give et glorificeret billede af det, der blev opfattet som dansk.

Kanonlitteraturen som curriculum var alts√• f√łrst og fremmest sprogligt eksempelmateriale, der gengav et indhold, som syntes at have en god opdragende funktion. Men s√•dan skulle det ikke blive ved med at v√¶re. Det blev der lavet om p√• i romantikken, da kunsten etablerede sig som en s√¶rlig erkendelsesform isoleret fra det praktiske samfundsliv. Det var p√• det tidspunkt √¶stetikken som m√•lestok for litteraturen indfandt sig. Nu stod den ikke l√¶ngere stod i l√¶sningens og opdragelsens tjeneste, men blev betragtet som en sag for sig, der kunne noget, normalsproget, som vi ellers kender det, ikke kunne. I forl√¶ngelse heraf opstod litteraturstudierne som en specialiseret disciplin, der havde til opgave at bestemme v√¶rkernes √¶stetiske virkekraft og litteraitet, som vi tidligere har v√¶ret inde p√•, og som vi nu ved er en sv√¶rt definerbare st√łrrelse. Hvilket i √łvrigt ikke er blevet bedre med modernismen og dens knopskydninger, der kan ses som en videreudvikling af det litter√¶re, erkendelsesm√¶ssige formsprog, som har afstedkommet en udbygning af litteraturvidenskaben i flere og stadig mere komplekse teorikonstruktioner fra nykritik over receptions√¶stetik til dekonstruktion. Og i mellemtiden har sprogfagene f√•et deciderede l√¶seb√łger og grammatikker.

For n√¶rv√¶rende er det centrale imidlertid, at romantikken ikke bet√łd, at kanonlitteraturens evne til at gestalte det s√¶rligt patriotiske blev opgivet. Ingenlunde. Ogs√• i romantikken var en af litteraturens hovedopgaver at styrke f√¶drelandsf√łlelserne og afspejle en national egenart, der, om ikke ligefrem var indstiftet af Gud, s√• i hvert fald er resultatet af en storsl√•et historie. Den folkelige √•nd, med et udtryk fra Wolfgang Herder, bosatte sig i nationalsproget, som noget vi delte, og is√¶r kunstens ud√łvere blev betragtet som i stand til bruge litteraturen som redskab til at indfange og udtrykke, sammen med den ubesmittede folkedigtning, nationens inderste v√¶sen, der ellers nok kunne v√¶re tilb√łjelig til at skjule sig i den prosaiske hverdag.

I en stadig mere globaliseret og multietnisk verden kan disse betragtninger jo nok synes ude af trit med virkeligheden, men imidlertid st√•r de to st√łrrelser ikke n√łdvendigvis i et mods√¶tningsforhold til hinanden: Det kan udm√¶rket v√¶re globaliseringen, vi er vidne til i √łjeblikket, der er med til at foranledige en insisteren p√• kulturarven og et √łnske om, at den fortsat skal blive videregivet til hver ny generation uden at blive blandet op med alt for meget udefra. Det er jo tydeligvis ogs√• det √¶rinde, den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen er ude i, n√•r han i det indledende citat meget pr√¶cist sl√•r en ring om de danske territorier og afgr√¶nser os negativt i forhold til det multikulturelle. Brian Mikkelsen leverer p√• den m√•de ammunition til en diskussion, der allerede er dynamit i den danske offentlighed. I betragtning af, at form√•let med projektet var at give danskerne noget god dansk litteratur at samle sig omkring, m√• mandens udmelding betragtes som et politisk selvm√•l af dimensioner, og det kan heller ikke udelukkes, at der er er tale om regul√¶r dumhed.[5]

Meget afh√¶nger af, hvordan vi forholder os til, at nationalkonservative af denne karakter fors√łger at g√łre kanonlitteraturen til en del af et overordnet ideologisk projekt. Umiddelbart kan det f√• de fleste til at tabe lysten til overhovedet at besk√¶ftige sig med kanon, men feltet er for vigtigt til, at vi blot skal opgive det og overlade det til de politiske kr√¶fter. Hvad mere er, s√• har opfattelsen af, hvad der det ‚Äús√¶rligt danske‚ÄĚ, naturligvis v√¶ret under forandring og er blevet udfordret gennem tiderne. F.eks. bliver de geografiske pejlem√¶rker og danske gr√¶nser, Brian Mikkelsen udstikker, n√•r han taler om ‚ÄĚdet stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser, Dueodde og Bl√•vands Huk‚ÄĚ, i den grad udfordret og overskredet, n√•r den purunge pal√¶stinenser Yahya Hassen 2013 bl√¶ser i ny multietnisk betydning ind i det rum, der er det danske, n√•r han skriver om Gellerup Parken i Aarhus og Gazastriben p√• Vestbredden. Det var nok ikke lige det, Brian Mikkelsen havde forestillet sig, og Yahya Hassan er ikke til at komme udenom.

Men selv om den kanoniserede litteratur s√•ledes ikke giver et ad√¶kvat og retvist billede af, hvem vi er, betyder det ikke, at den overhovedet ikke g√łr det. Det er ikke sort eller hvid. Der er ogs√• en masse gr√•zoner. Det er givet, at den litteratur, der igennem tiderne er blevet skrevet og l√¶st p√• dansk, fort√¶ller noget om, hvad der optager og interesserer de mennesker, der p√• en eller anden m√•de er tilknyttet Danmark og taler dansk. Og det siger ogs√• en helt del om, hvordan den verden, de lever i, ser ud. Vi kan skal ikke forn√¶gte virkeligheden, blot fordi vi ikke kan lide den. Vi kan f.eks. som en begyndelse konstatere, at der er flere svaler, st√¶re, og l√¶rker i dansk litteratur, end der er strudse, pingviner og s√łpapeg√łjer, og selv om der bliver spist andet end √łllebr√łd, ostemadder og nationalretten stegt fl√¶sk og persillesovs, s√• siger det inventar, der er i litteraturen, en hel del om det samfund og den tid, den indskriver sig i.

Med udgangspunkt i dette banale faktum, der vil blive udviklet yderligere i et senere kapitel, hvor netop ostemadder spiller en ikke helt uvæsentlig rolle, er det blevet tid til at stille skarpt på den teoretiske ramme, denne udgivelse er godt i gang med at blive skrevet ind i.

Litteratur som individuel og mellemmenneskelig praksis

I en bog om dansk kanonlitteratur bliver vi n√łdt til at tage stilling til, hvordan vi kan n√¶rme os kanonsp√łrgsm√•let uden √łjeblikkeligt at blive draget ind i de f√łlelsesladede og overophedede debatter, der √•benbart har det med at bryde ud. En farbar vej er, som der allerede er blevet lagt op til, at anl√¶gge et neopragmatisk og kultursociologisk perspektiv, der ikke (i f√łrste omgang) fokuserer p√• litteraturen som sprogkunstv√¶k, men i stedet studerer de processer og mekanismer, der ligger bag tilblivelsen af kanon. Eller med andre ord, hvor og hvordan litteraturen indplacerer sig i de menneskelige f√¶llesskab, som den nu engang er en del af. John Guillory f√łromtalte Bourdieu-inspirerede tanker omkring kanon og kulturel kapital, er et skridt i den retning, og der er endnu mere at komme efter, n√•r vi f√łrst har √•bnet den d√łr. Vi kommer i denne udgivelse til blandt andet at arbejde med Anthonys Giddens tanker omkring memory traces (hukommelsesspor), de overvejelser om spatialitet, der i nyere tid har indfundet sig med den s√•kaldte stedlige vending (f.eks. Doreen Massy), begrebet den kulturelle erindring (Jan Assmann) og mere endnu vil komme i anvendelse, og det vil alt sammen blive pr√¶senteret mere indg√•ende i de enkelte kapitler.

Kultursociologien, der befinder sig i et sk√¶ringspunkt mellem samfundsvidenskaberne og humaniora, tager sigte p√• de v√¶rdier og intersubjektive betydninger, der opst√•r mellem individer i forbindelse med forskellige sociale praksisser. I alle livets sammenh√¶nge indtr√¶der vi i dynamiske f√¶llesskaber, hvor der hersker bestemte koder og normer, der giver mening, og som vi p√• en og samme tid reproducerer og skaber, mens vi artikulerer dem. Det kan v√¶re alt fra en dagligdags rutiner som tandb√łrstning, dresscode og s√• meget mere endnu, at vi b√łr skynde os at sn√¶vre feltet ind til det, det handler om her, nemlig litteraturen. Ogs√• den kan betragtes som et socialt-materielt f√¶nomen, der er b√¶rer af et fortalt indhold, som cirkulerer i det samfund, den er en del af, og som vi individuelt og kollektivt kan relatere os til p√• utallige m√•der. Den bliver brugt som undervisningsmateriale, adspredelse, l√¶st, filmatiseret, opl√¶st, anmeldt, trykt, distribueret, diskuteret, googlet, analyseret, oversat, br√¶ndt (!), byttet, solgt, bortsk√¶nket, k√łbt, indpakket, gendigtet og s√• videre og s√• videre. Der er ufattelige m√¶ngder af den, og den interagerer og forbinder sig med alt andet i vores virkelighed og er en del af vores kognitive bestr√¶belse p√• at skabe sammenh√¶nge, vi kan orientere os i forhold til. I vores fysiske virkelighed m√łder vi den som f.eks. skulpturer, gadenavne, frim√¶rker, forskningscentre, museer, malerier, og som immaterielt f√¶nomen s√¶tter den sig i talem√•der og giver ophav til fiktive ideverdener, vi deler med hinanden, uden at vi m√•ske helt kan huske, hvor vi har det fra. Hvis vi forst√•r litteraturen som gode og effektive historier, var denne funktion m√•ske is√¶r udpr√¶get i en fjern, f√łr-skriftlig fortid, hvor den mundtligt traderede folkedigtning, ud over dens social underholdningsv√¶rdi, var med til at opretholde folkeslags og stammers f√¶lles forestillingsverdener. N√•r fortidsmenneskene sad i hulerne i l√¶ for regnen, kunne sagn og historier f.eks. formidle, hvor det var mest hensigtsm√¶ssigt at tage ud og jage, n√•r det engang klarede op, og myter kunne fort√¶lle, hvor det uvejr og torden, der rasede udenfor, kom fra. Selv om meget naturligvis er anderledes i dag, hvor bogstaver p√• sk√¶rme og i b√łger som en slags ekstern lagerplads har erstattet hukommelsen, lever folkedigtningen stadig i bedste velg√•ende og kan ses som kanonens folkelige understr√łm, hvorfor den bliver tildelt et eget kapitel senere i bogen.

Inden vi g√•r rigtigt i gang skal det ogs√• understreges, at de tilgange til stoffet, vi har skitseret her i al forl√łbelighed ikke er ensbetydende med, at litteraturens immanente virkekraft vil blive ladt helt ude af betragtning. P√• ingen m√•de. Litteraturens evne som litteratur til at pirre f√łlelserne og f√• os til at t√¶nke over meningen med livet, er, n√•r alt kommer omkring, dens st√łrste aktiv, og selv om vi alts√• ikke er i stand til n√łjagtig at bestemme, hvori denne evne best√•r, beh√łver vi ikke at give helt fortabt. I stedet for at tage udgangspunkt i, hvilke √¶stetiske egenskaber der skal v√¶re til stede, for at litteratur f√•r kanonpotentiale, kan det v√¶re frugtbart at benytte den modsatte indfaldsvinkel og fors√łge at indkredse de kvaliteter, den litteratur, der rent faktisk er blevet samlet op af sin samtid og ud√łdeliggjort i eftertiden, besidder. Eller som Richard Rorty megt pr√¶cist formulerer det: We should see great works of literature as great because they have inspired many readers, not as having inspired many readers because they are great (Rorty 1998). Kun ad denne vej kan vi tentativt give et bud √¶stetikkens v√¶sen.

Men, som det er blevet sagt tidligere, n√•r alt kommer til alt, handler det om smag, og det kommer naturligvis ogs√• til at pr√¶ge denne udgivelse. De toppunkter i den danske litteratur, som bliver taget under behandling, er den af slagsen, som jeg personligt v√¶rds√¶tter allerh√łjest efter at have undervist i og arbejdet med dem i mange √•r. Et antal af kapitlerne har tidligere v√¶ret publiceret i form af artikler i tidsskrifter og kapitler i antologier, men de optr√¶der her i en udvidet og omskrevet version.

‚úĹ ‚úĹ ‚úĹ

 

‚ÄĚK√¶re Brian. Jeg har lige h√łrt om din kanon. Jeg synes, det er en r√¶dsom id√©, og h√•ber meget at blive holdt udenfor, ligesom jeg h√•ber, at de v√¶rker, jeg selv holder af, ogs√• undg√•r den sk√¶bne at blive stemplet som nationale ikoner. Er der noget, jeg ikke √łnsker, er det at v√¶re national, og skulle jeg blive det p√• trods af denne b√łn, inviteres du hermed til en venskabelig og helt uformel flagafbr√¶nding her i Aved√łre som en slags modgift. Dato, tid og evt. p√•kl√¶dning (ridderkors og den slags) vender jeg tilbage med. Mange venlige hilsner, Lars.‚ÄĚ
Kultiver nationen - af Lars Von Trier I respons til den nationalkonservative ide om en kulturkanon.

Litteraturliste

Bloom, Harold 1997: The Anxiety of Influence: A Theory of Poetry. Oxford University Press

Bloom, Harold 1994: The Western Canon: The Books and School of the Ages. Harcourt Brace

Bourdieu, Pierre 1986: The Forms of Capital i Handbook of Theory and Research for the Sociology of Education, London, Greenwood Press

Burke, Edmund 1776: On the sublime and the beautiful (https://ebooks.adelaide.edu.au/b/burke/edmund/sublime/contents.html)

Clausen, Egon 2005. Den skadelige kanon. En pamflet. K√łbenhavn: Tiderne Skifter.

Easthope, Antony 1991. Literary in to Culturel Studies, Routledges

Guillory, John 1993: Cultural Capital: The Problem of Literary Canon Formation. Chicago: U of Chicago P.

Hauge, Hans: ‚ÄĚSkal vi have en kanon?‚ÄĚ Berlingske Tidende. 18.08.1992. Hauge (https://www.b.dk/kronikker/regeringens-angreb-paa-dannelsen)

H√łeg. Mette 2015: ‚ÄĚDansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans‚ÄĚ Weekendavisen 8. maj

Kant, Immanuel 1790: Kritik af d√łmmekraften, fra sharepoint

Kant, Immanuel 1983 (1790): Kritik der Urteilskraft, S. 279, ‚ÄĚAnalytik der √§sthetischen Urteilskraft, ¬ß1 Das Geschmacksurteil ist √§sthetisch, Werke in sechs B√§nden, Band 5, Wissenschaftliche Buchgesellschaft, Darmstadt.

Kulturministeriet 2006. Kulturkanon. K√łbenhavn. Se en oversigt over de 108 v√¶rker p√• ministeriets hjemmeside: http://kum.dk/Temaer/Temaarkiv/ Kulturkanon (3. august 2017).

Mai, Anne-Marie 2013: ‚ÄĚVita revisited‚ÄĚ i Kritik nr. 208

Marstal, Henrik 2016: Den gamle kulturkanon endte som en fuser, Politiken 28/1- 2016, http://politiken.dk/debat/kroniken/art5615524/Den-gamle-kulturkanon-endte-som-en-fuser

Mortensen, Klaus P: Klassikeren i klassen. I: Dansk/Norsk. Fondet for dansk-norsk samarbejde, 1995

Rorty, Richard 1998: Achieving our country, Harvard University Press

Rorty, Richard 1999 Philosophy as Social Hope

Ringgaard, Dan 2014: Litteratur, Aarhus Universitetsforlag

  1. Her fra Kulturministeriets jubilæum magasin 2013

  2. Inden for andre discipliner ser vi en lignende tendens. Inden for filosofiske kanon finder vi ikke en eneste kvinde (!)

  3. ‚ÄĚI tilf√¶ldet den kvindelige gennembrudslitteratur er vurderingssp√łrgsm√•let [‚Ķ] v√¶sentlig. fordi et af de argumenter, jeg oftest er st√łdt p√• som forklaring p√• denne litteraturs fortr√¶ngning fra litteraturhistorien, netop er kvaliteten‚ÄĚ (Dahlerup 1983. s. 20).

  4. ‚ÄúDas Geschmacksurteil ist also kein Erkenntnisurteil, mithin nicht logisch, sondern √§sthetisch, worunter man dasjenige versteht, dessen Bestimmungsgrund nicht anders als subjektiv sein kann.‚Äú [se l√§nk]. Im Gegensatz zu wissenschaftlichen und moralischen Aussagen haben √§sthetische Urteile f√ľr Kant keine objektive, sondern eine subjektive Allgemeinheit.

  5. Kilder h√¶vder endvidere, at netop denne tale samtidig var katalysator for Jyllands-Postens redaktionelle beslutning om at tage kulturministerens kulturkamp p√• ordet ved at bede en r√¶kke danske tegnere om at illustrere profeten Muhammed, hvilket som bekendte medf√łrte flagafbr√¶ndinger i mellem√łsten og boykot af danske mejeriprodukter i muslimekse lande verden (Marstral 2016).

 



Snabblänkar till artiklarna:



Artiklar