International Web Community for Scandinavian Studies
andersen frimärke.jpg

Canon Revisited

av Robert Zola Christensen

Kunsten at skyde ællinger med kanoner

Nogle indledende overvejelser omkring den litterære kanoniseringsproces

 

 Flyt jer, forbilleder/ I har stillet jer hvor jeg skulle stå
Theis Ørntoft

Zweckmäßigheit ohne Zweck
Immanuel Kant
 

Da den daværende konservative kulturminister Brian Mikkelsen i efteråret 2004 nedsatte en række kanonudvalg, der skulle fremtage de vigtigste arbejder og værker inden for de syv kunstarter, mødte initiativet stærk modstand. Projektet blev af mange set som en statsligt monopolisering af kunsten og som et udtryk for national selvtilstrækkelighed. Det blev ikke meget bedre, da udvalgsrapporten blev lanceret året efter, og Brian Mikkelsen gik på talerstolen på de konservatives landsmøde og proklamerede, at ”en middelmådig muslimsk kultur aldrig bliver lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser, Dueodde og Blåvands Huk”.1

De voldsomme reaktioner på initiativet er ingen lunde overraskende. Igennem historien har vi været vidne til indædte og støjende diskussioner, når kanonspørgsmålet er blevet taget op. Forskellige grupperinger og teoretikere har angebet de foreslåede læstelister og fundet anledning til at lancere alternative kanonformationer. Disse kræfter har i nyere tid inden for litteraturen blandt andet samlet sig under slagordet Opening up the canon, som en antologi fra 1979 hedder. Udgivelsen var med til at starte, hvad der i den angloamerikanske akademiske verden er blevet kaldet The Canon Wars og The Battle of Books, og målsætningen var at gøre op med den historisk fremvoksede kanon, der primært var repræsenteret af Dead White European Men. Det var blevet tid til, mente mange, at gøre plads til de kvinder, de lavere samfundsklasser, de etniske og seksuelle minoriteter samt de koloniserede folk, der ellers var blevet holdt uden for den litterære offentlighed.

Lad det være sagt: Det er givet, at kanon kan, er og altid vil blive brugt til politiske og ideologiske formål, og at genstandsfeltet i det hele taget kan synes betændt, men derfor skal vi som forskere ikke lade være med at beskæftige os med det. Måske tværtimod. Det er ikke mindst dér, hvor brydninger opstår og uenighederne løber til, at der kan være noget at komme efter, hvad denne bogs kapitler meget gerne skulle give eksempler på. Og hvad mere er: Hvis hensynet til den gode ro og orden og de herskende anskuelser afholder os fra at diskutere, hvad der er blevet kanoniseret, og hvordan det er gået til, og hvad det betyder for os, så risikerer vi at hælde barnet ud med badevandet.

De facto og de jure kanon

Selv om vi som udgangspunkt kan nære en modvilje imod kanon, betyder det nemlig ikke, at der ikke er nogen. Der har altid været bestemte værker og forfatterskaber, som er blevet fremhævet på bekostning af andre til forskellige tider, på forskellige måder og af forskellige årsager. Den litteratur, der tilhører kanon, er i den optik den, der har vist sig at være det, eller hvad der i denne udgivelse vil blive benævnt de facto kanon, og det er altså den, vi bliver vi nødt til at forholde os til, hvad enten vi kan lide det eller ej. De facto-kanon er således den slidstærke litteratur, der rent faktisk er blevet kanoniseret. Vi taler om de forfattere og værker, der igen og igen er blevet genoptrykt, behandlet, analyseret og fortolket, oversat, diskuteret og efterlignet. Hvis vi parafraserer den amerikanske litteraturforsker Harald Bloom (Bloom 1973), sker det i en i alles kamp mod alle, hvor de forfattere, der bliver kanoniseret, er dem, hvis værker overlever på bekostning af dem, der glider ud i glemslen.

I en ideologisk præskriptivt funderet tilgang til kanondiskussionen er det derimod ikke virkeligheden, der bliver taget bestik af, men i højere grad en forestilling om, hvordan den burde (de jure) se ud, betragtet fra et ståsted, der befinder sig uden for kanons egen tilblivelsesproces. Anvendt på den måde bliver kanon gjort til et stykke politisk værktøj med henblik på at sikre, at bestemte, oversete samfundsgrupper kommer til orde.

Men spørgsmålet melder sig, om ikke et sådant opgør, der vil indstifte en ny kanon på baggrund af et mere demokratisk repræsentationsprincip, finder sted på et forfejlet grundlag, eftersom en alternativ, normativ kanon altid allerede vil være underlagt den faktiske, dynamiske kanoniseringsproces, som vi i et eller andet omfang kan udlæse af den virkelighed, vi iagttager. Selv om de to størrelser, de facto kanon og de jure kanon, står i et forhold til hinanden, kan et forslag om at omgøre den faktiske kanon eller et forsøg på at kanonisere en bestemt slags litteratur aldrig være andet og mere end et indlæg i mangfoldigheden af performative handlinger, hvor forskellige institutioner, grupperinger og individer i en stadig polemik forsøger at slå til lyd for, at netop den litteratur, de finder værdig, skal være kanon. Det kan så ske på baggrund af en lang række kriterier, såsom æstetiske, sociale, skolepædagogiske, økonomiske, etniske og mere endnu. Imidlertid er det kun eftertiden, som kan fortælle os, hvem der rent faktisk løb af med sejren. Det betyder ikke, at vi ikke kan ændre den etablerede kanon fremadrettet, det sker hele tiden, men at bestride den kanon, der er vokset frem af historien på et givet tidspunkt, fordi vi ikke kan lide den, er at forsøge at omgøre virkeligheden, fordi den ikke passer os.

Men det er ikke det hele. Et spadestik dybere: Hvis vi fastholder en præskriptiv tilgang til kanonspørgsmålet, og retrospektivt forfægter den kanon, vi rent faktisk kan registrere, så tilsidesætter vi samtidig de underliggende magtstrukturer i det samfund, der har skabt den. Det er aldeles sandt, at den litterære arv primært er skabt af hvide, uddannede europæiske mænd, hvilket skyldes, at de udgjorde en privilegeret, skriftkyndig elite, har været i besiddelse af den kulturelle kapital, for nu at anvende et udtryk af Bourdieu (Bourdieu 1986), som senere er blevet overtaget og forvaltet af kanonforskeren John Guillory (Guillory 1993). I et metaperspektiv afspejler kanon således de forskellige litterære præferencer og privilegier i forskellige perioder, og det er måske i virkeligheden det, der er det mest interessante ved den. I stedet for at etablere og insistere på et politisk korrekt ståsted uden for den litteratur, vi arbejder med, er det måske i virkeligheden mere vedkommende at afdække nogle af underliggende magtstrukturer og mekanismer, som afspejler den litteraturhistoriske virkelighed, som den har set ud til forskellige tider. Fraværet af f.eks. bondeforfattere, arbejderforfattere, kvinder og bestemte minoriteter er ikke, som også kanonforskeren John Guillory betoner det (f.eks. Guillory 1993: s. 15), et udtryk for en konspiratorisk eksklusion, men den omstændighed, at disse grupper i samfundet ikke er blevet givet samme forudsætninger for at kunne producere kanonisérbare værker.2 Hvilket i sin tur naturligvis så kan betragtes som aldeles unfair og som noget, der bør laves om på, men det er yderst diskutabelt at begynde ikke møblere rundt i litteraturhistorien og lave om på den med tilbagevirkende kraft, fordi vi synes, den burde have taget sig anderledes ud, end den nu rent faktisk gjorde. Hertil kommer, at en undergrundskanon eller en alternativ af slagsen jo ligeledes baserer sig på et udvælgelsesprincip, hvorfor den i sin bestræbelse på at være inkluderende så blot bliver ekskluderende på en ny måde. For at undgå den blindgyde, opstiller forskerene, når de går i arkiverne og støver glemte eller oversete forfatterskaber af, i reglen kvalitative, immanente kriterier, der skyldes litteraturen i sig selv. Men så er det først for alvor, som vi skal se i det følgende, at problemerne løber til.

Æstetisk, køn og kanon.

I 1983 udgiver Pil Dahlerup sin disputats Det moderne gennembruds kvinder, der udkommer præcis hundrede år efter, at George Brandes udgav Det moderne Gjennembruds Mænd. Målsætningen er at give ikke mindre end 70 kvindelige forfattere oprettelse med 100 års forsinkelse. Dahlerups pointe er, at kvinderne til trods for litterære kvaliteter, der kan måle sig med mændenes, blev opfattet som truende og derfor udelukket fra det gode selskab i 1870’erne.[3] Det er imidlertid svært at tage et objektivt mål af et værks eller et forfatterskabs litterære kvalitet. Det ligger jo i kunstens væsen, at den, hvis vi taler med 1700-talstænkerne som Edmund Burke og Immanuel Kant, netop afsøger og udfordrer grænserne for det begribelige og ligefrem virker gennem at unddrage sig en entydiggørende fastholdelse. Kunsten er en genstand, der forekommer os hensigtsmæssig, uden vi kan se, at den tjener nogen hensigt, som Kant formulerer det i Kritik af dømmekraften 1790. Hermed skriver vi os samtidig ind i hjertet af humanioras problemfelt, for hvordan udlægge og videnskabeliggøre det, der er kendetegnet ved ikke at kunne videnskabeliggøres? Det kan godt være, vi analytisk kan gøre rede for poesiens metriske mønstre, kvantiteten af allitterationer, fortælletekniske spidsfindigheder og de enkelte ords semantiske felter, men hvordan skal vi forklare, hvad der sker, når vi som mennesker bliver bevæget og henrykket af det, vi læser? Vi kan iagttage de spor og merbetydninger, den æstetiske virkekraft sætter, og de effekter, den har på sin læser, men vi har ikke adgang til, hvad den er i sig selv. Vi sidder i Platons hule og ser skyggerne oppe på klippevæggen, mens vi drøfter, hvad det dog kan være, der bevæger sig forbi udenfor.

Det er netop denne gådefulde egenskab ved kunsten, der er baggrunden for, at kanonkrigen kan rase, og konkurrerende skoler og retninger afløser og tager livtag med hinanden. Og dermed, hvis det ikke er muligt at tage et værdineutralt mål af kunsten uden for det rum, den bliver til i, har vi skrevet os tilbage til vores udgangspunkt, nemlig at kanon er den litteratur, der rent faktisk har vist sig at være det.

Samtidigt ser vi paradoksalt nok, at retorikken, når forskere (og lægmænd for den sags skyld) forsøger at plukke den eftertragtede, æstetiske frugt, ikke sjældent temmelig bastant og insisterende. Hvilket jo kan synes paradoksalt, eftersom den jo netop ikke lader sig plukke, men det skal nok snarere ses som et resultat heraf. I The Western Canon fra 1994, der må sige at være den enkeltstående udgivelse, som har givet anledning til de stærkeste reaktioner i den nyere kanonkrig, pointerer Harold Bloom igen og igen, at den kunstneriske skaben altid indeholder et uudgrundeligt aspekt, men alligevel går han ufortrødent i gang med, ene mand, at opstille forfatterlister over al verdens litteratur, som han anser, at hans omgivelser bør tage til efterretning. Det sker i en stadig mere stålsat retorik, der, hvis vi piller den fra hinanden, viser sig at være båret oppe af karakteristika som ”true greatness” og ”strangeness”, der ikke rigtigt giver et værdineutralt og solidt grundlag at bedømme hans mange lister på.

Når alt kommer til alt handler æstetikken om, hvad der siden slutningen af 1600-tallet er blevet kaldt smag. Smagen er forankret i det individuelle og subjektive, men som samtidig bunder i en objektivt eksisterende foreteelse, vi deler med vores medmennesker. Vi har jo alle sammen smag, hvorfor vi i mødet med den anden vil være tilbøjelige til forsøge at overbevise vedkommende om, at vores smag er den almene, mens sandheden er den, at det eneste, vi rent faktisk deler, er den almenmenneskelige oplevelse af at have en smag (eine subjektiv Allgemeinheit, som Kant meget præcist formulerer det (Kant 1983 (1790), s. 279).[4] Det betyder også, at kanon, selv om dens drivkraft er en orientering mod konsensus, inddeler folk i dem, der har en god smag, og dem der har en dårlig, og hermed er scenen er sat for de voldsomme kanondiskussioner, vi har været vidne til igennem tiderne.

Lad os tage fat et andet sted: Den danske digter Tove Ditlevsen, der med klassiske enderim skrev om livets store spørgsmål, døden og kærligheden, blev fejet til side af de mandhaftige konfrontationsmodernister med Klaus Rifbjerg i spidsen, der i 1960 indtog den litterære scene med en anderledes kontant og rimfri stil. Måne, evighed og hjerte blev erstattet af badeværelser, kraner og skibe. Imidlertid har Tove Ditlevsen fået en renæssance i disse år, der er helt uden sidestykke i dansk litteratur. Forfattere som Olga Ravn, Lone Hørslev og Stine Pilgaard har i flere omgange givet udtryk for deres gæld til Ditlevsen, og hun har f.eks. fået en vægtig biografi ved Jens Andersen, ligesom dele af hendes forfatterskab har fundet vej til teaterscenen. Men det er ikke det hele. Ved genopdagelse af Tove Ditlevsen bliver den etablerede kanon samtidig revet op også andre steder og sat i gyngninger. Blandt andet synes der i disse år at blive sat nyt fokus på den kvindelige generation af 1970’er-knækprosadigtere, der f.eks. tæller Vita Andersen og Lola Baidel, og som Ditlevsen ligeledes inspirerede. Disse digtere var ved indgangen til 1980’erne ellers blevet distanceret af nysymbolister som Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen.

Nu vel, naturligvis er de forfattere, vi har til behandling, forfattere, før de er mænd eller kvinder, men det er givet, at de tendenser, vi ser, også er et vidnesbyrd om, at det ser anderledes ud i dag end i Brandestiden. Inden for de senere år, er der sågar opstået en diskussion om, hvorvidt kvinderne er begyndt at dominere den litterære verden. Det er altså ikke alene primært kvinderne, der læser, køber bøger og går på biblioteket, som statistikkerne fortæller, det er også i høj grad de kvindelige forfattere, er der visse statistikker, som viser, der løber med priserne, legaterne og hæderen. Litteraturforskeren Mette Høeg gik 2015 så langt som til at hævde, at litteraturen er begyndt at lide af en piget selvoptagethed og ”et kedsommeligt krops- og kønsfokus” (Høeg 2015).

Hvis vi lader os rive med af den hidsige debat, der rejste sig i kølvandet, kan vi nemt komme til at overse, hvilke kendsgerninger der ligger gemt i et indlæg som Mette Høegs. Det er ubestrideligt, at der i en eller anden udstrækning er fundet en omfordeling af den kulturelle kapitel sted, litteraturen har skiftet køn, men det bemærkelsesværdige er nu, at det sker samtidig med at litteraturen, som det på dansk grund er beskrevet af Dan Ringgaard i hans lille skarpe Litteratur (Ringgaard 2014), er trængt i defensiven af andre kunstneriske tilbud og en stadig voksende underholdningsindustri, f.eks. film, tv-serier, computerspil og andet. På det eksisterende bogmarkedet bliver der samtidigt udgivet stadig flere biografier og krimier på bekostning af den ”rigtige” litteratur. I skoler, gymnasier bliver der i danskundervisningen givet mere plads til f.eks. reklamer, tegneserier og livsstilsjournalistik, og på mange universiteter verden over bliver litteraturen lagt ind under Culturel Studies og *Post Colonial Studies *

Det, vi med andre ord kan være vidne til, er altså, at alt imens kvinder får større andel i den litterære kapital, sker det i takt med, at dens værdi bliver formindsket og dens status som særlig og privilegeret erkendelsesform er under pres, som i øvrigt også Harold Bloom og Easthope er opmærksom på (f.eks. Bloom 1994, s. 4; Easthope 1991). Den udvikling er unægteligt interessant i et genusperspektiv, for det betyder, at de patriarkalske forhold, der herskede under Brandestiden, ikke nødvendigvis er forsvundet, selvom vi måske ikke umiddelbart kan få øje på dem. De sidder stadigvæk i de rammer, litteraturen bliver til i.

Populisme, Palles Tivoli og von Trier

Betyder det nu, når smagen i bund og grund er subjektivt funderet, at sidste uges (trivial)novelle i SøndagsBT er lige så god som en af dem, Giovanni Boccaccio skrev i 1300-tallet eller de gotiske fortællinger Karen forfattede i 1930’erne? Kan et besøg i Palles Tivoli i princippet være en lige så stor æstetisk oplevelse som en rundvisning i Sagrada Familia katedralen i Barcelona? Er X-faktor lige så godt fjernsyn som et af Leif Panduros tv-spil?

Den neokonservative Allan Bloom udgav i 1987 en bog med den talende titel The Closing of the American Mind, hvor han på det kraftigste advarede mod denne form for postmoderne relativisme, som han anså var et udtryk for ligegyldighed, slaphed, pop, spas, dårlig moral og mangel på kritisk tænkning og dannelse. På dansk grund har lektor Hans Hauge, der var formand for det første kanonudvalg, som blev nedsat af Bertel Haarder i efteråret 1992, på lignende måde i snart et kvart århundrede været optaget af litteraturen som redskab for almen dannelse (Hauge 1992; Hauge 2016), ligesom han har anført, som Harold Bloom har gjort det før ham, at livet er for kort til, at vi skal læse en masse dårlige bøger af ikke særligt dygtige forfattere. Vi kan lige så godt vælge fra de øverste hylder (Hauge 2011).

Men igen: Hvis der ikke er nogen objektiv målestok for den kunst, vi omgiver os med og gør brug af i vores liv, kan det ene så ikke være lige så godt som det andet? Svaret på det spørgsmål er sådan set både et ja og et nej. Vi skal tilbage til Kant, Bourdieu og Guillory.

De toneangivende aktører i den litterære offentlighed, det vil sige dem, der er i besiddelse af den kulturelle kapitel, er som udgangspunkt dem, der håndplukker den litteratur, der bliver betragtet og præsenteret som den bedste af slagsen. Deres præferencer og vurderinger skinner naturligvis igennem, eksplicit eller implicit, når de sammenstiller pensumlister, anmelder, udarbejder antologier og skriver litteraturhistorier. Selv om de måske nok i deres udgangspunkt er styret af deres individuelle smag, er de uafværgeligt påvirket af de allerede gældende autoriteter på området, som de definerer sig negativt eller positivt til. Den finkultur, der over tid bliver vasket frem af etablissementet, er den, der bliver placeret på de øverste hylder, mens en helt del af den resterende bliver anbragt i en overskudspulje af lav- eller populærkultur. Resultatet af denne proces er historisk set en objektivt eksisterende foreteelse, kanon er som sagt kanon, også selv om den i sit afsæt hviler på subjektive smagsdomme. Vi taler, i et kultursociologisk perspektiv, der vil blive udviklet i et senere afsnit, om en dynamik, hvor de præferencer, vi internaliser og opdrages til at have, kan blive selvbekræftende og vejledende for, hvordan vi påskønner nye litterære udtryksformer. Den herskende smag er den herskende smag, for at parafrasere Marx, og vi er i gang med at indkredse de strukturelle, usynlige mønstre, der styrer den menneskelig adfærd, også uden at vi nødvendigvis skænker det en tanke. Det betyder, at når litteraturen overgår til at blive kanon, bliver den så samtidig gerne en del af det vedtagne arvegods, og det desuagtet, at vi blev opmærksom på den til at begynde med, fordi den bød på noget anderledes og nyt i forhold til det, vi ellers kendte. Det er så her, Harold Blooms tanker om strangeness synes at komme til sin ret. Et værks originalitet og kunstneriske virkekraft består i, at det skiller sig ud, viser nye frapperende veje, og det i en sådan grad, at det er i stand til at indstifte sig som norm eller regel for andre, der bedømmer og begynder at efterabe det. Men i denne dynamik er der samtidig den iboende fare for, at det uprøvede men efterligninsværdige med tiden, i takt med der sker en smagsmæssig tilvænning, selv overgår til at blive en del af traditionen. Det er for eksempel det, der er sket med den danske møbeldesign med Arne Jacobsen, Børge Mogensen og Hans J. Wegner i spidsen, som i 1950’erne blev betragtet som vovet på en ny og funktionel måde, men som efterhånden er gået hen og blevet gammelkendte stilikoner, der står udplaceret rundt omkring i dannede, danske hjem. Et eksempel mere: Den kulørte graffiti, som blev sprayet på murene i storbyerne i 1970erne og 1980’erne af utilpassede unge, fandt med tiden også vej til de fine kunstgallerier og blev en stueren udtryksform.

Inden for litteraturen kan Martin A. Hansens radioroman Løgneren (1950) tjene som eksempel. Udgivelsen, der fortælleteknik, motivisk og tematisk står i gæld til blandt andre Steen Steensen Blicher og Søren Kierkegaard, fik rigtig mange danskere til at blive hjemme i stuerne og lytte til den spekulative fortæller Johannes Vig, der skridtede rundt på en fiktiv dansk miniput ø og iagttog sine omgivelser. I krattet puslede forskellige symboltunge fugle, som der er skrevet artikler og afhandlinger om, og til mange gymnasie- og universitetslæreres begejstring kunne s’et i fornavnet meget behændigt glide over på efternavnet, så Johannes Vig blev til Johanne Svig i en understregning af karakterens svigefulde adfærd. Romanen er i efterkrigstiden blevet skam- og sønderanalyseret i en sådan grad, at den kan opleves som nærmest slidt op, og den vidner om, at det at blive erklæret som kanon kan være et tegn på, at ens kunstneriske udtryk kan være på vej at miste sin friskhed.

Det er øjensynligt også på den konto, at filmmageren Lars von Trier tilbage i 2004 skrev et åbent brev til Brian Mikkelsen, hvor han på det kraftigste frabad sig at blive en del af dennes kanonbestræbelser. I et forsøg på at værge for sig og fastholde sin utæmmelige kunstneriske status kippede von Trier det danske flag i stykker, fjernede alt det hvide, og syede stoffet sammen igen, så det blev et smældende, rødt flag, som han i en videohilsen til danske folk lod hejse under afspilningen af ”Nationale”.

Kanon blev han naturligvis alligevel, og han er i dag placeret af dogme-traditionen, der bliver betragtet som en særlig bølge fra 1995, der gav inspiration til instruktører verden over.

Nationalstaten og litteraturen

At Brian Mikkelsen kobler sit kanonprojekt sammen med en nationalkonservativ praksis er på ingen måde mærkeligt. Det er nemlig lige præcis på den måde, den historisk set har være brugt i skolesystemet og andre steder. Oprindeligt har kanon, der etymologisk (fra græsk) betyder rør, stang, målestok, regel, rettesnor været sat i forbindelse med udvælgelsen af de hellige skrifter, der endte med at få lov at udgøre Bibelen. I den kanoniseringsproces blev visse tekster og versioner betragtet som mere værdifulde og autoritative end andre, og det er det samme koncept, der vandt indpas i skole- og uddannelsessystemerne i slutningen af 1700-talet, da den klassiske, latinske kanon efterhånden blev erstattet af en nationalsproglig. Kanonkonstruktionen blev nu lig med en fastlæggelse af især modermålsundervisningens curriculum og pensum, og den kan slet og ret anskues som national fiktionslitteratur, der af sproglige og indholdsmæssige grunde blev betragtet som passende at læse i skolesystemet. Det er i øvrigt også på den baggrund, at litteraturlæsningen traditionelt set har været vigtig på fremmedsprogfagene.

I Danmark var Ove Mallings over 700 sider Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, der blev udgivet i 1777, mere eller mindre obligatorisk læsestof i skolen i over 100 år, og den udkom i ikke mindre end otte oplag. De enkelte kapitler tog sig af at behandle klassiske dyder som ”tapperhed”, ”kærlighed til fædrelandet”, ”ædelmodighed”, ”trofasthed” og mere af det samme, hvor anekdotisk stof og småbiografier var sat til at give et glorificeret billede af det, der blev opfattet som dansk.

Kanonlitteraturen som curriculum var altså først og fremmest sprogligt eksempelmateriale, der gengav et indhold, som syntes at have en god opdragende funktion. Men sådan skulle det ikke blive ved med at være. Det blev der lavet om på i romantikken, da kunsten etablerede sig som en særlig erkendelsesform isoleret fra det praktiske samfundsliv. Det var på det tidspunkt æstetikken som målestok for litteraturen indfandt sig. Nu stod den ikke længere stod i læsningens og opdragelsens tjeneste, men blev betragtet som en sag for sig, der kunne noget, normalsproget, som vi ellers kender det, ikke kunne. I forlængelse heraf opstod litteraturstudierne som en specialiseret disciplin, der havde til opgave at bestemme værkernes æstetiske virkekraft og litteraitet, som vi tidligere har været inde på, og som vi nu ved er en svært definerbare størrelse. Hvilket i øvrigt ikke er blevet bedre med modernismen og dens knopskydninger, der kan ses som en videreudvikling af det litterære, erkendelsesmæssige formsprog, som har afstedkommet en udbygning af litteraturvidenskaben i flere og stadig mere komplekse teorikonstruktioner fra nykritik over receptionsæstetik til dekonstruktion. Og i mellemtiden har sprogfagene fået deciderede læsebøger og grammatikker.

For nærværende er det centrale imidlertid, at romantikken ikke betød, at kanonlitteraturens evne til at gestalte det særligt patriotiske blev opgivet. Ingenlunde. Også i romantikken var en af litteraturens hovedopgaver at styrke fædrelandsfølelserne og afspejle en national egenart, der, om ikke ligefrem var indstiftet af Gud, så i hvert fald er resultatet af en storslået historie. Den folkelige ånd, med et udtryk fra Wolfgang Herder, bosatte sig i nationalsproget, som noget vi delte, og især kunstens udøvere blev betragtet som i stand til bruge litteraturen som redskab til at indfange og udtrykke, sammen med den ubesmittede folkedigtning, nationens inderste væsen, der ellers nok kunne være tilbøjelig til at skjule sig i den prosaiske hverdag.

I en stadig mere globaliseret og multietnisk verden kan disse betragtninger jo nok synes ude af trit med virkeligheden, men imidlertid står de to størrelser ikke nødvendigvis i et modsætningsforhold til hinanden: Det kan udmærket være globaliseringen, vi er vidne til i øjeblikket, der er med til at foranledige en insisteren på kulturarven og et ønske om, at den fortsat skal blive videregivet til hver ny generation uden at blive blandet op med alt for meget udefra. Det er jo tydeligvis også det ærinde, den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen er ude i, når han i det indledende citat meget præcist slår en ring om de danske territorier og afgrænser os negativt i forhold til det multikulturelle. Brian Mikkelsen leverer på den måde ammunition til en diskussion, der allerede er dynamit i den danske offentlighed. I betragtning af, at formålet med projektet var at give danskerne noget god dansk litteratur at samle sig omkring, må mandens udmelding betragtes som et politisk selvmål af dimensioner, og det kan heller ikke udelukkes, at der er er tale om regulær dumhed.[5]

Meget afhænger af, hvordan vi forholder os til, at nationalkonservative af denne karakter forsøger at gøre kanonlitteraturen til en del af et overordnet ideologisk projekt. Umiddelbart kan det få de fleste til at tabe lysten til overhovedet at beskæftige sig med kanon, men feltet er for vigtigt til, at vi blot skal opgive det og overlade det til de politiske kræfter. Hvad mere er, så har opfattelsen af, hvad der det “særligt danske”, naturligvis været under forandring og er blevet udfordret gennem tiderne. F.eks. bliver de geografiske pejlemærker og danske grænser, Brian Mikkelsen udstikker, når han taler om ”det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser, Dueodde og Blåvands Huk”, i den grad udfordret og overskredet, når den purunge palæstinenser Yahya Hassen 2013 blæser i ny multietnisk betydning ind i det rum, der er det danske, når han skriver om Gellerup Parken i Aarhus og Gazastriben på Vestbredden. Det var nok ikke lige det, Brian Mikkelsen havde forestillet sig, og Yahya Hassan er ikke til at komme udenom.

Men selv om den kanoniserede litteratur således ikke giver et adækvat og retvist billede af, hvem vi er, betyder det ikke, at den overhovedet ikke gør det. Det er ikke sort eller hvid. Der er også en masse gråzoner. Det er givet, at den litteratur, der igennem tiderne er blevet skrevet og læst på dansk, fortæller noget om, hvad der optager og interesserer de mennesker, der på en eller anden måde er tilknyttet Danmark og taler dansk. Og det siger også en helt del om, hvordan den verden, de lever i, ser ud. Vi kan skal ikke fornægte virkeligheden, blot fordi vi ikke kan lide den. Vi kan f.eks. som en begyndelse konstatere, at der er flere svaler, stære, og lærker i dansk litteratur, end der er strudse, pingviner og søpapegøjer, og selv om der bliver spist andet end øllebrød, ostemadder og nationalretten stegt flæsk og persillesovs, så siger det inventar, der er i litteraturen, en hel del om det samfund og den tid, den indskriver sig i.

Med udgangspunkt i dette banale faktum, der vil blive udviklet yderligere i et senere kapitel, hvor netop ostemadder spiller en ikke helt uvæsentlig rolle, er det blevet tid til at stille skarpt på den teoretiske ramme, denne udgivelse er godt i gang med at blive skrevet ind i.

Litteratur som individuel og mellemmenneskelig praksis

I en bog om dansk kanonlitteratur bliver vi nødt til at tage stilling til, hvordan vi kan nærme os kanonspørgsmålet uden øjeblikkeligt at blive draget ind i de følelsesladede og overophedede debatter, der åbenbart har det med at bryde ud. En farbar vej er, som der allerede er blevet lagt op til, at anlægge et neopragmatisk og kultursociologisk perspektiv, der ikke (i første omgang) fokuserer på litteraturen som sprogkunstvæk, men i stedet studerer de processer og mekanismer, der ligger bag tilblivelsen af kanon. Eller med andre ord, hvor og hvordan litteraturen indplacerer sig i de menneskelige fællesskab, som den nu engang er en del af. John Guillory føromtalte Bourdieu-inspirerede tanker omkring kanon og kulturel kapital, er et skridt i den retning, og der er endnu mere at komme efter, når vi først har åbnet den dør. Vi kommer i denne udgivelse til blandt andet at arbejde med Anthonys Giddens tanker omkring memory traces (hukommelsesspor), de overvejelser om spatialitet, der i nyere tid har indfundet sig med den såkaldte stedlige vending (f.eks. Doreen Massy), begrebet den kulturelle erindring (Jan Assmann) og mere endnu vil komme i anvendelse, og det vil alt sammen blive præsenteret mere indgående i de enkelte kapitler.

Kultursociologien, der befinder sig i et skæringspunkt mellem samfundsvidenskaberne og humaniora, tager sigte på de værdier og intersubjektive betydninger, der opstår mellem individer i forbindelse med forskellige sociale praksisser. I alle livets sammenhænge indtræder vi i dynamiske fællesskaber, hvor der hersker bestemte koder og normer, der giver mening, og som vi på en og samme tid reproducerer og skaber, mens vi artikulerer dem. Det kan være alt fra en dagligdags rutiner som tandbørstning, dresscode og så meget mere endnu, at vi bør skynde os at snævre feltet ind til det, det handler om her, nemlig litteraturen. Også den kan betragtes som et socialt-materielt fænomen, der er bærer af et fortalt indhold, som cirkulerer i det samfund, den er en del af, og som vi individuelt og kollektivt kan relatere os til på utallige måder. Den bliver brugt som undervisningsmateriale, adspredelse, læst, filmatiseret, oplæst, anmeldt, trykt, distribueret, diskuteret, googlet, analyseret, oversat, brændt (!), byttet, solgt, bortskænket, købt, indpakket, gendigtet og så videre og så videre. Der er ufattelige mængder af den, og den interagerer og forbinder sig med alt andet i vores virkelighed og er en del af vores kognitive bestræbelse på at skabe sammenhænge, vi kan orientere os i forhold til. I vores fysiske virkelighed møder vi den som f.eks. skulpturer, gadenavne, frimærker, forskningscentre, museer, malerier, og som immaterielt fænomen sætter den sig i talemåder og giver ophav til fiktive ideverdener, vi deler med hinanden, uden at vi måske helt kan huske, hvor vi har det fra. Hvis vi forstår litteraturen som gode og effektive historier, var denne funktion måske især udpræget i en fjern, før-skriftlig fortid, hvor den mundtligt traderede folkedigtning, ud over dens social underholdningsværdi, var med til at opretholde folkeslags og stammers fælles forestillingsverdener. Når fortidsmenneskene sad i hulerne i læ for regnen, kunne sagn og historier f.eks. formidle, hvor det var mest hensigtsmæssigt at tage ud og jage, når det engang klarede op, og myter kunne fortælle, hvor det uvejr og torden, der rasede udenfor, kom fra. Selv om meget naturligvis er anderledes i dag, hvor bogstaver på skærme og i bøger som en slags ekstern lagerplads har erstattet hukommelsen, lever folkedigtningen stadig i bedste velgående og kan ses som kanonens folkelige understrøm, hvorfor den bliver tildelt et eget kapitel senere i bogen.

Inden vi går rigtigt i gang skal det også understreges, at de tilgange til stoffet, vi har skitseret her i al forløbelighed ikke er ensbetydende med, at litteraturens immanente virkekraft vil blive ladt helt ude af betragtning. På ingen måde. Litteraturens evne som litteratur til at pirre følelserne og få os til at tænke over meningen med livet, er, når alt kommer omkring, dens største aktiv, og selv om vi altså ikke er i stand til nøjagtig at bestemme, hvori denne evne består, behøver vi ikke at give helt fortabt. I stedet for at tage udgangspunkt i, hvilke æstetiske egenskaber der skal være til stede, for at litteratur får kanonpotentiale, kan det være frugtbart at benytte den modsatte indfaldsvinkel og forsøge at indkredse de kvaliteter, den litteratur, der rent faktisk er blevet samlet op af sin samtid og udødeliggjort i eftertiden, besidder. Eller som Richard Rorty megt præcist formulerer det: We should see great works of literature as great because they have inspired many readers, not as having inspired many readers because they are great (Rorty 1998). Kun ad denne vej kan vi tentativt give et bud æstetikkens væsen.

Men, som det er blevet sagt tidligere, når alt kommer til alt, handler det om smag, og det kommer naturligvis også til at præge denne udgivelse. De toppunkter i den danske litteratur, som bliver taget under behandling, er den af slagsen, som jeg personligt værdsætter allerhøjest efter at have undervist i og arbejdet med dem i mange år. Et antal af kapitlerne har tidligere været publiceret i form af artikler i tidsskrifter og kapitler i antologier, men de optræder her i en udvidet og omskrevet version.

✽ ✽ ✽

 

”Kære Brian. Jeg har lige hørt om din kanon. Jeg synes, det er en rædsom idé, og håber meget at blive holdt udenfor, ligesom jeg håber, at de værker, jeg selv holder af, også undgår den skæbne at blive stemplet som nationale ikoner. Er der noget, jeg ikke ønsker, er det at være national, og skulle jeg blive det på trods af denne bøn, inviteres du hermed til en venskabelig og helt uformel flagafbrænding her i Avedøre som en slags modgift. Dato, tid og evt. påklædning (ridderkors og den slags) vender jeg tilbage med. Mange venlige hilsner, Lars.”
Kultiver nationen - af Lars Von Trier I respons til den nationalkonservative ide om en kulturkanon.

Litteraturliste

Bloom, Harold 1997: The Anxiety of Influence: A Theory of Poetry. Oxford University Press

Bloom, Harold 1994: The Western Canon: The Books and School of the Ages. Harcourt Brace

Bourdieu, Pierre 1986: The Forms of Capital i Handbook of Theory and Research for the Sociology of Education, London, Greenwood Press

Burke, Edmund 1776: On the sublime and the beautiful (https://ebooks.adelaide.edu.au/b/burke/edmund/sublime/contents.html)

Clausen, Egon 2005. Den skadelige kanon. En pamflet. København: Tiderne Skifter.

Easthope, Antony 1991. Literary in to Culturel Studies, Routledges

Guillory, John 1993: Cultural Capital: The Problem of Literary Canon Formation. Chicago: U of Chicago P.

Hauge, Hans: ”Skal vi have en kanon?” Berlingske Tidende. 18.08.1992. Hauge (https://www.b.dk/kronikker/regeringens-angreb-paa-dannelsen)

Høeg. Mette 2015: ”Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans” Weekendavisen 8. maj

Kant, Immanuel 1790: Kritik af dømmekraften, fra sharepoint

Kant, Immanuel 1983 (1790): Kritik der Urteilskraft, S. 279, ”Analytik der ästhetischen Urteilskraft, §1 Das Geschmacksurteil ist ästhetisch, Werke in sechs Bänden, Band 5, Wissenschaftliche Buchgesellschaft, Darmstadt.

Kulturministeriet 2006. Kulturkanon. København. Se en oversigt over de 108 værker på ministeriets hjemmeside: http://kum.dk/Temaer/Temaarkiv/ Kulturkanon (3. august 2017).

Mai, Anne-Marie 2013: ”Vita revisited” i Kritik nr. 208

Marstal, Henrik 2016: Den gamle kulturkanon endte som en fuser, Politiken 28/1- 2016, http://politiken.dk/debat/kroniken/art5615524/Den-gamle-kulturkanon-endte-som-en-fuser

Mortensen, Klaus P: Klassikeren i klassen. I: Dansk/Norsk. Fondet for dansk-norsk samarbejde, 1995

Rorty, Richard 1998: Achieving our country, Harvard University Press

Rorty, Richard 1999 Philosophy as Social Hope

Ringgaard, Dan 2014: Litteratur, Aarhus Universitetsforlag

  1. Her fra Kulturministeriets jubilæum magasin 2013

  2. Inden for andre discipliner ser vi en lignende tendens. Inden for filosofiske kanon finder vi ikke en eneste kvinde (!)

  3. ”I tilfældet den kvindelige gennembrudslitteratur er vurderingsspørgsmålet […] væsentlig. fordi et af de argumenter, jeg oftest er stødt på som forklaring på denne litteraturs fortrængning fra litteraturhistorien, netop er kvaliteten” (Dahlerup 1983. s. 20).

  4. “Das Geschmacksurteil ist also kein Erkenntnisurteil, mithin nicht logisch, sondern ästhetisch, worunter man dasjenige versteht, dessen Bestimmungsgrund nicht anders als subjektiv sein kann.“ [se länk]. Im Gegensatz zu wissenschaftlichen und moralischen Aussagen haben ästhetische Urteile für Kant keine objektive, sondern eine subjektive Allgemeinheit.

  5. Kilder hævder endvidere, at netop denne tale samtidig var katalysator for Jyllands-Postens redaktionelle beslutning om at tage kulturministerens kulturkamp på ordet ved at bede en række danske tegnere om at illustrere profeten Muhammed, hvilket som bekendte medførte flagafbrændinger i mellemøsten og boykot af danske mejeriprodukter i muslimekse lande verden (Marstral 2016).

 

Artiklar