International Web Community for Scandinavian Studies
andersen frimärkelayer.jpg

K A N ON

Nogle kapitler om dansk litteratur

av Robert Zola Christensen

Posts in Kanon Revisited
SMALL IS BEAUTIFUL – mod et antropologisk kanonbegreb

Når vi taler om den litteratur og de forfatterskaber, der er blevet kanoniseret og udmærker sig som særligt interessante, så er det i reglen de æstetiske, etiske og idehistoriske kvaliteter ved teksterne, vi opholder os ved (Mortensen & Zola Christensen 2015). Det kan f.eks. være, når skrifttematikkerne i slutningen af 1960’erne begynder at insistere på skriften som skrift og dermed gør op med et litterært formsprog, der referer til noget uden for den tekst, sproget selv skaber...

Read More
Nazistens vidunderlige børnesange

Den tyske komponist Richard Wagner (1813-1883) var glødende antisemit, og det var en kendt sag, at hans efterkommere var faste middagsgæster hos Adolf Hitler i Nazityskland. Og det er ikke det hele. Føreren var så begejstret for den pompøse musik, at den ofte lød for fuld drøn over koncentrationslejrenes højtaleranlæg, og derfor er der grund til at tro, at operaer som ”Tannhäuser” og ”Nibelungen” var det sidste, mange af de internerede jøder hørte, inden de blev ført ind i gaskammeret.

Read More
Et sted i Danmark

I de seneste år har man talt om den stedlige vending (the spatial turn) inden for human- og samfundsvidenskaberne (Massey 1994, Casey 2002, Westphal 2007 m.fl), der dækker over en særlig interesse for stedets rolle i kultur og kunst. Det er måske ikke overaskende, at denne optagethed af stedet som topografisk referentialitet sker i en tid, hvor globalisering, massemigration og den artificielle ...

Read More
Blåt, blåt, som poplerne i bækken - snart er vi sammen som bær i en skål

Et digt af Emil Aarestrup, der til stadighed har formeret sig, muteret og sat sig i andre digte og kunstformer og dannet et hukommelsesspor i det danske.

I niende klasse på Magleblik Skolen i Frederiksværk stødte jeg som 14 år på digtet ”Angst” (1838) af Emil Aarestrup (1800-1856), og tekststykket åbnede min øjne for, hvad litteraturen kunne. Det brændte virkelig igennem.

Read More
"Faktisk er Ove Ditlevsen en af vores største digtere"

… At det er netop Tove Ditlevsen, der er blevet til Ove Ditlevsen, tilfører vittigheden et par lag yderligere. De dele af biografpublikummet, der har det fornødne dannelsesniveau, er jo udmærket bekendt med, at Ditlevsen i sine digte primært skildrer det kvindelige følelsesliv både på en fintmærkende og selvbiografisk måde, der ligger mile vidt fra det primitive, maskuline filmunivers, Stefan tilegner sig stoffet i. Der er altså ingen rimelighed i at sætte Ditlevsen i forbindelse med én, der skulle kunne have heddet Ove. Hvad mere er, så blev Tove Ditlevsen i sin egen samtid og i sin umiddelbare eftertid ikke betragtet som en del af det litterære parnas, som Torkil foregiver at have kendskab til. Udsagnet er sådan set heller ikke helt rigtig på det punkt. …

Read More