International Web Community for Scandinavian Studies
andersen frimärkelayer.jpg

K A N ON

Nogle kapitler om dansk litteratur

av Robert Zola Christensen

"Faktisk er Ove Ditlevsen en af vores største digtere"

Faktisk er Ove Ditlevsen en af vores største digtere.png

I Anders Thomas Jensens action-komedie Blinkende lygter fra 2000 løber en af skurkene, Stefan, spillet af Nikolaj Lee Kaas, rundt med en laset bog, hvor blandt andet et stykke af forsiden er revet af, så T'et mangler i forfatterens fornavn. På et tidspunkt, da gruppen af forbrydere er i gang med at sætte deres nye skjulested i stand, begynder Stefan at græde over et af digtene.

"Hvad fanden er der med dig? Hvad er det du læser?" spørger Arne, der, fremstilet af Mads Mikkelsen, nok er den mest hårdkogte af de kriminelle.

"Ove Ditlevsen", svarer Stefan grådkvalt. "Det er så smukt."

Blevet et citat, der optræder, er blevet plakat

Blevet et citat, der optræder, er blevet plakat

Torkil, spillet af Søren Pilmark, tager Stefan i forsvar, og han kommer med one-lineren, der i høj grad er blevet det, filmen er blevet husket for, og som i øvrigt kan købes som plakat, hvis det skulle være.

Det lille "faktisk", signalerer, at Torkil ved noget her, som det ikke er sikkert, de andre ved, og som samtidig er noget, enhver, der er dannet og bare nogenlunde velbevandret i dansk litteratur, burde vide. Men Torkil tager jo samtidig fejl, og det er det, der gør det så hylende morsomt. Han lader, som om han kender sine klassikere, men det gør han ikke.

På en genbrugside på nettet fandt jeg en brugt udgave af Blinkende lygter, der ifølge annoncen skulle være skrevet af Ove Ditlevsen. Jeg straks bestilte bogen, og jeg fik den leveret med posten, hvor det naturligvis viste sig, at den var skrevet af Tove og ikke Ove

At det er netop Tove Ditlevsen, der er blevet til Ove Ditlevsen, tilfører vittigheden et par lag yderligere. De dele af biografpublikummet, der har det fornødne dannelsesniveau, er jo udmærket bekendt med, at Ditlevsen i sine digte primært skildrer det kvindelige følelsesliv både på en fintmærkende og selvbiografisk måde, der ligger mile vidt fra det primitive, maskuline filmunivers, Stefan tilegner sig stoffet i. Der er altså ingen rimelighed i at sætte Ditlevsen i forbindelse med én, der skulle kunne have heddet Ove. Hvad mere er, så blev Tove Ditlevsen i sin egen samtid og i sin umiddelbare eftertid ikke betragtet som en del af det litterære parnas, som Torkil foregiver at have kendskab til. Udsagnet er sådan set heller ikke helt rigtig på det punkt.

Vi har nemlig at gøre med et forfatterskab, der endte med at blive klemt mellem to meget mandsdominerede strømninger. Til den ene side finder vi de alvorstunge kulturpessimister i efterrigstiden, der med forfattere som f.eks. Thorkild Bjørnvig, Ole Sarvig og Martin A. Hansen intellektuelt dyrkede litteraturen som en erkendende skaberkraft. Til den anden side de avantgardistiske modernister med Klaus Rifbjerg, Uffe Haarder og andre, der ved indgangen til tresserne gjorde op med det traditionelle formsprog og begyndte at putte badeværelser, kraner og andre nutidige elementer i deres lyrik. Og mens de lærde herrer gjorde sig kloge på litteraturens fortræffeligheder i tidsskrifter som Heretica (1948-53) og Vindrosen (1954-73), var arbejderpigen Tove Ditlevsen brevkasseredaktør i "Familie Journalen", hvor hun, side om side med hækle- og madopskrifter, gav kvinder råd om alt fra parforholdet over arvespørgsmål til madbudgetter.

“Spørg Tove” i Familie Journal, 1962

“Spørg Tove” i Familie Journal, 1962

Tove Ditlevsen, der i hele sit virke valgte at skrive de digte, hun nu engang skulle skrive, kom aldrig rigtig til at tilhøre en af de nævnte retninger, der havde travlt med at reklamere for en ny og skelsættende dagsorden. I stedet led hun den skæbne at blive placeret i en opsamlingspulje af traditionalister og sentimentalister sammen med Piet Hein, Halfdan Rasmussen, Jens August Schade og Frank jæger, som alle skrev spøjst om det hverdagsagtige med velafprøvede litterære virkemidler.

Det byder ikke, at Tove Ditlevsen bare sådan affandt sig med, at hun ikke kunne finde sin plads blandt datidens anerkendte forfattere, og hun skulle nærmest komme til at hade modernismen, men Rifbjerg-skolen stod stærkt og gik ikke af vejen for at kalde digtere som Ditlevsen for "klingklang-kunstnere" (Jens Andersen 1997, s. 221ff).

I Karen Sybergs portrætbog Tove Ditlevsen -- myte og liv fra 1997 bliver det mere end antydet, at oplevelsen af at blive forbigået, var en bidragende årsag til hendes selvmord i 1976. F.eks. var hun i 1974 tæt på at modtage Det Danske Akademi prestigefylde pris, men så gik den til Sven Holm. At der kan være noget om snakken, vidner den nekrolog over sig selv, Tove Ditlevsen forfattede tre år før sin død. Her skriver hun blandt andet: "Hun var sammen med den endnu levende Klaus Rifbjerg den første, der i sine bøger nævnede personerne ved deres rette navn, og i det hele taget stak hun ikke noget under stolen. Dødsfaldet er et stort tab for dansk litteratur, og man kan i dag undre sig over, at denne geniale kvinde aldrig fik tildelt Akademiets pris eller blev medlem af den høje forsamling".

Af andre kunstnere, der blev ramt af avantgarde modernisternes massive dominans og manglende modspil kan en passant også nævnes Frank Jæger, der simpelthen gik i hundene på den konto, og til dels også den noget senere Dan Turèll, der lod sig inspirere af tegneserier, amerikansk populærkultur og beatdigte, og derfor også blev set som lidt af en outsider, der ikke rettede (tilstrækkeligt) ind efter den (rigtige) modernistiske mode.

Oprejsning og Tove-feber

»De mange, de anonyme, fulgte hende den sidste gang – i den gade, hvor hver sten var en dag af hende liv …«.
— Politkens reportage fra Tove Ditlevsens begravelse 1976

I dag, mange år efter sin død, har Tove Ditlevsen så taget gevaldigt revanche, ligesom det i øvrigt også er sket for Dan Turéll. I 2014 blev hun optaget i den danske kulturkanon, og i forbindelse med 100 året for hendes fødsel i 2017 blev der talt om en decideret Tove-feber. Der blev afholdt seminarier, lavet genudgivelser, og ikke overraskende blev hun udpeget til årets klassiker det år. Hun har f.eks. også i nyere fået vægtige biografier ved før omtalte Jens Andersen og Karen Syberg, og dele af hendes forfatterskab har fundet vej til teaterscenen i flere omgange.

Årsagen til hendes revival skyldes utvivlsomt, at forfatterskabet fremstiller en feminin erkendelseshorisont, der har fået et stadig stærkere ståsted i disse år. Forfattere som Olga Ravn, Lone Hørslev og Stine Pilgaard har i flere omgange givet udtryk for deres gæld til Ditlevsen.

Ved genopdagelse af Tove Ditlevsen er den etablerede kanon samtidig blevet sat i gyngninger og er blevet ændret med tilbagevirkende kraft. Hun har ikke bare været med til at sætte nyt fokus på den kvindelige generation af 1970'er-knækprosadigtere, der f.eks. tæller Vita Andersen, Dea Trier Mørch og Lola Baidel, men også til en vis grad fortrængt mandlige repræsentanter fra de skoler, hun var dømt ude af i sin egen samtid. I 2015 kom hun f.eks. på den obligatoriske læseliste for folkeskolen og gymnasiet, og samtidig med at det skete, røg hereticaneren Martin A. Hansen og modernisten Klaus Rifbjerg ud af samme liste. Og ingen af de to er i øvrigt med i Danmarks Radios litterære tv-satsning, der løb over skærmen 2018. Det er til gengæld både Tove Ditlevsen og Dan Turèll.

Vi ser her, hvordan kanoniske strømninger, der er dominerende og selvklare til bestemte tider, måske nok er i stand til, at skubbe de forfatterskaber, de definerer sig negativt i forhold til, ud i periferien, alt imens de indstifter sig selv som den nye og sande litteratur. Men der er ingen garanti for, at den orden nødvendigvis bliver stående en gang for alle. Når røgen har lagt sig efter kanon-slagsmålene, kan kvaliteterne ved de værker, der blev simplificeret og holdt nede dengang, de blev til, få lov at lyse igennem. Det er det, der er sket med Tove Ditlevsen. I nyere tid ankerkender forfatterkolleger og akademikere den kompleksitet i hendes litteratur, der er let ikke at få øje på, hvis det er det, man vil.

Grænsen er
Tynd mellem
det patetiske
og det trivielle
— Tove Ditlevsen

"Sætningen skal være klar som vand." har Tove Ditlevsen sagt et sted, og lyrikeren Olga Ravn, der blandt andet har redigeret et udvalg af hendes digte, Der bor en ung pige i mig (2017), udlægger citatet på den måde, at først ser sætningen i vandet tydelig ud, men ser man efter, står den under vandet og bølger, og det, der i første omgang virker enkelt, åbner sig så i et dyb (Ravn 2017).

I det følgende skal vi forsøge at lodde denne dybde.

Sætningerne står og sitrer under vandet

Det digt, jeg har valgt at hente frem af Tove Ditlevsens omfattende produktion, hedder "Erkendelse", og det er hentet fra debutdigtsamlingen Pigesind fra 1939. Digtet, der i øvrigt er sat i musik af Lasse & Mathilde i 1975, lyder sådan her.

Vi to må aldrig, aldrig mere skilles -
hør efter hvad jeg siger dig, du kære,
vor lykke er så stor, at du skal vide,
at der er grænser for hvad jeg kan bære.

Derhjemme havde vi engang en vase,
det var mig meget strengt forbudt at røre.
Den var saa stor og tung, kunstfærdigt smykket
med rosenknopper der var små og skøre.

Og kun fordi det var så vildt og dristigt,
i al den spænding det forbudte tænder,
tog jeg en dag den vase ned og følte
dens ædle form imellem mine hænder.

Og sære tanker strejfede min hjerne,
å, den var stor og tung, oh jeg så lille;
at knuse den var ondt og helt fantastisk,
men jeg blev angst fordi jeg gerne ville.

I eviglange spændende sekunder
stod jeg og kæmped med den onde stemme,
der hvisked: gør nu noget rigtig farligt
i dag hvor du er helt alene hjemme.

Og stærke magter tvang mig til at slippe.
Nu bliver verden ond og uden glæder.
Titusind skår kan aldrig mere heles --
de gode engle vender sig og græder.

Jeg vil jo du skal kende mig og vide,
At hvad man dyrt betror mig glider fra mig --
og derfor - for vor store lykkes skyld -
min ven, hold ikke slet så meget af mig.

Ved første øjekast finder vi rigeligt af alt det i digtet, som har gjort, at Tove Ditlevsen tidligere blev tildelt den plads, hun blev, i litteraturhistorien. Vi har at gøre med et regelret, temmelig vemodigt kærlighedsdigt om parforholdet, der både byder på glæde og smerte. Et jeg, en kvinde, må det formodes at være, taler til en mand, og i digtets åbning fremkommer hun med, hvad der ligner en betingelsesløs kærlighedserklæring: "Vi to må aldrig, aldrig mere skilles".

Formmæssigt er der heller ikke de store overraskelser. Digtets består af syv strofer af fire vers, der rytmisk og taktfast indeholder hver fem jamber U-- U-- U-- U-- U --. Vi finder klassiske, lige-ud-ad-landevejen enderim a/b/c/b, hvor "ære" bliver sat til at rime på "bære", "hænder" på "tænder", "lille" på "ville", og "glæder" får lidt humpende lov at rime på "græder".

Det er herefter interessant at forfølge den sprække, der opstår i første strofes sidste vers, "der er grænser for hvad jeg kan bære", hvor der bliver slået en urovækkende tone an, som udsigelsesmæssigt sender dødninger tilbage op igennem digtet. Andet vers, der lød "hør efter hvad jeg siger dig, du kære", fremstod jo i første ombæring som en understregning af den eksklamative kærlighedserklæring, digtet lagde ud med. Men det er det så altså bare ikke. Der bliver i stedet åbnet op for en bekendelse og en betroelse, der, som vi skal se, nu går i gang med at rive gulvtæppet af lykke væk under fødderne på den mand, kvinden taler til.

De efterfølgende fem strofer er et flash back til den barndom, der er det store landskab i Ditlevsens forfatterskab. Centralt står vasen som motiv; en vase, som hun dengang som ung pige ikke måtte røre og flytte rundt på, hvorved den døde metafor at "bære" fra første strofe, nu viser sig også at være konkret. Og lige straks bliver den, som vi skal se, tillige symbolsk og allegorisk.


Man kan ikke slippe ud af barndommen, og den hænger ved en som en lugt

— Tove Ditlevsen

I det intense, næsten knækprosaagtige indskud fra barndomshjemmet, dog med fast rytme og rim, hører vi om den fristelse og forlokkelse, der ligger i det forbudte, alt det der pirret og prikker symboliseret ved "at tabe" vasen på gulvet, så den baldrer. Uden at det skulle være nødvendigt at åbne den store værktøjskasse med freudiansk symbolik, hvor vi blandt grotter, tunneller, flagstænder og skorstene naturligvis også finder en vase, der, ikke mindst som den er beskrevet her som en ædel form men rosenknopper, kan lede tanker hen til det kvindelige køn. Det er det, hendes strenge forældre mener, hun for enhver pris skal værne om og passe på. Men pigen, der har den onde djævlen på den ene skulder og den gode englen på den anden, som vi kender i middelalderens allegori og Anders And bladene, kan ikke lade være.

I strofe fem bliver jeget til et du, og nu er det djævlen, der har taget kommandoen og tilskynder hende at gøre det, hun ikke må. Der er ingen vej uden om. Det forbudte og forkerte går af med sejren.

I syvende og afsluttende strofe er vi tilbage i rammen, den faktisk fortælletid i episk forstand, hvor det indskudte flashback viser sig at have været en eufemistisk allegori, kvinden vælger at anvende for at fortælle sine elskede, hvem hun inderst inde er. Dette i stedet for at give ham rent besked om, at hun kan lokkes og måske i virkeligheden ikke er helt til at stole på i den konstellation af tosomhed, de er i færd med at bygge op. Digtet munder derfor ud i en imperativ om at træde et skridt tilbage, hvor den elskede, der var indeholdt i det indledende vi, nu er blevet til det noget mere afstandstagende ven: "Min ven, hold slet ikke så meget af mig".

Digtet siger altså umiddelbart, at jeg elsker dig med alt, hvad jeg har at gøre godt med, men åbner samtidig i sin billedbrug og måde at fungere på op for, at der kan være tale om en skånsom afvisning og en forsigtig indrømmelse, der unægteligt og endegyldigt sætter den indledende kærlighedserklæring i et nyt lys og anderledes lys.

Det kan altså godt være, Tove Ditlevsen gør brug af rimfletninger og andre klassiske virkemidler, og at digtet her for en umiddelbar betragtning har en hel del af schlagernes sødme og charme, som Tove Ditlevsen selv erklærede, vi ikke behøvede at være så bange for, men et spadestikdybere er der tydeligvis mere at komme efter. Det menneskelige følelsesliv er sammensat, kan godt stritte i flere modstridende retninger simultant. Du kan udmærke elske og hade på samme tid, attrå den du afskyr osv. Det er alt det, Tove Ditlevsen i sit forfatterskab har formået at indfange.

I 1986 satte Anne Linnet Tove Ditlevsens Barndommens gade i musik, og den musikvideo, der blev lavet til lejligheden, er et udmærket studie i, hvordan de forskellige historiske lag, kan gribe ind i hinanden. Location er et tredivernes København med gamle sorte cykler, mælkekasser, skomagre og sixpence , men så pludselig, da de sidste strofer går crescendo, bliver døre og porte i Barndommens gade slået op i, og det strømmer ud med børn af 1980’erne med tøj i grønne og rosa pastelfarver, skulderpuder og mikrofonhår.

T ove Ditlevsen

Det jævne folk har altid elsket Tove Ditlevsen, hvilket i den grad kom til udryk ved hendes begravelse i 1976. Hun efterlod et brev med ønske om, at begravelsesceremonien skulle foregå i Kristkirken på de Vesterbro, hvor forfatterens barndomsgade lå, og som havde været kulisserne i hendes værker. Op imod 1.000 mennesker mødte op i kirken. Især kvinder i uldfrakker med hatte og håndtasker. Kirken blev hurtigt fyldt op, og selv om der ikke var flere pladser, blev kvinderne ved med at strømme ind for at sige et sidste farvel til den forfatter, som havde sat ord på deres liv og følelser. Politiet blev tilkaldt, men der kom stadig flere til. Da ceremonien gik i gang sad de langs væggene og oppe omkring orgelet.

Samtidig glimrede datidens mest velanskrevne forfattere ved deres fravær. De kom ikke, hvilket viser, hvor stærkt undervurderet hun var blandt intelligentsiaen. Men Tove Ditlevsen har som sagt fået sin revanche, og det ikke kun nationalt. I 2001, hvad tidligere kun er overgået Karen Blixen.

Som en lille krølle på halen kan vi knytte an til filmen Blinkende lygter, vi lagde ud med. Som tidligere nævnt udbrød der en noget nær tove-ditlevsen-eufori ved fejringen af hendes 100-års fødselsdag. Forskelige medier og nyhedsplatforme havde forskellige tilgange til fødselsdagen. Avisen B.T. satte sig for at finde den "rigtige" Ove Ditlevsen, som bliver omtalt i filmen. Blandt fire navne valgte de at besøge og interviewe en pensionist, der boede i Nordvest kvarteret i København. Ove Ditlevsen kunne fortælle, at han skam ud mærket kendte til Tove Ditlevsen, og at der af og til var blevet fyrede nogle vittigheder af på Bodegaen. Han kunne også fortælle, at der en dag, han kom hjem, var blevet tilføjet et T på hans dørskilt, og således, med en vis poetisk retfærdighed, dukker det T op, der var blevet revet væk i bogen, som Torkil sad og læste i filmen.

✽ ✽ ✽

 

Appendix:


Blinkende lygter

I barndommens lange og dunkle nat
brænder små blinkende lygter
som spor, af erindringen efterladt,
mens hjertet fryser og flygter.

Her lyser din vildsomme kærlighed
fortabt gennem tågede nætter,
og alt hvad du siden elsked og led
har grænser som viljen sætter.

Den første sorg har et spinkelt skær
som en tåre der skælver i rummet,
kun den vil være dit hjerte nær,
når al anden sorg er forstummet.

Højt som en stjerne en vårlig nat
brænder din barnlige lykke,
du søgte den siden, men fik kun fat
dens flakkende sensommerskygge.

Din tro tog du med dig så lang af led,
for det var det første og sidste,
nu står den og brænder i mørket et sted,
og der er ikke mere at miste.

— Tove Ditlevsen, 1947


Nekrolog over Tove Ditlevsen

“T.D. nåede inden sin alt for tidlige død at skrive en snes bøger, hvoraf de betydeligste er hendes erindringer, hvori hun med skånselsløs ærlighed fortæller om de mænd, hun delte bord og seng med, af sit ødsle, gavmilde hjerte. Desværre forstod samtiden ikke at værdsætte denne ærlighed, der førte til, at ingen mand til sidst turde så meget som veksle et par ord med hende på gaden af frygt for at komme med i næste bind. Hun var sammen med den endnu levende Klaus Rifbjerg den første, der i sine bøger nævnede personerne ved deres rette navn, og i det hele taget stak hun ikke noget under stolen. Dødsfaldet er et stort tab for dansk litteratur, og man kan i dag undre sig over, at denne geniale kvinde aldrig fik tildelt Akademiets pris eller blev medlem af den høje forsamling.”

— Tove Ditlevsen, 1973

Tove Ditlevsen fik igennem sit liv mange priser for sit fremragende forfatterskab, men hun fik til sin egen store sorg og ærgrelse lige præcis aldrig Det Danske Akademis store pris og dermed den intellektuelle anerkendelse, hun ønskede sig. Hendes selvmord er ofte blevet udlagt som reaktion på det. Men med hendes langtidsbelastede og udogmatiske liv i erindring virker det ærligt talt absurd, at noget så konkret som en pris, man ikke fik, skulle være årsag nok til at tage livet af sig.

Den 4. maj 1974 havde Tove Ditlevsen skrevet i Politiken:

”Vi, der tit er mere bange for livet end for døden, har ligesom en dimension mere, en følelse af frihed ved tanken om, at vi når som helst kan trække os tilbage med en høflig undskyldning, som når man forlader et selskab i utide”.

Tove var bange for livet. Hun efterlod et brev med sine ønsker til begravelsen. Hun ville IKKE begraves i stilhed. Begravelsesceremonien skulle foregå i Kristkirken på Enghave Plads og jordfæstelsen på Vestre Kirkegård. Hendes læsere skulle have lov til at sige ordentligt farvel. Næsten 1.000 mennesker mødte spontant op. Især kvinder. Helt almindelige modne danske kvinder. De ville partout ind i Kristkirken alle sammen. Politiet blev tilkaldt og forsøgte at dirigere kvinderne væk fra kirken – de mente, kirken VAR fyldt op – men kvinderne insisterede på, at der var masser af plads og mosede ind og sad og stod til sidst i lag helt oppe ved orglet. Så mange var de, at nogle alligevel måtte vente udenfor. Og da kisten blev båret ud, nejede kvinderne for Tove.


Ægteskabsannonce i Politiken:

Efter at være sluppet ud af et langt, ulykkeligt ægteskab, føler jeg mig ensom i denne verden, hvor alle danner par. Jeg er 52 år, 172 cm høj, slank og blond. Jeg har en 8-værelses lejlighed i København og et dejligt sommerhus. Penge mangler jeg ikke, men kærlighed. Jeg har skabt mig et navn inden for litteraturen, men hvad hjælper det, når jeg savner en trofast og kærlig ven i en passende alder, helst bilist. Interesser: Litteratur, teater, mennesker og hyggeligt hjemmeliv. Helst foto og oplysning om personlige forhold. Billetmærke: POL.